facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

"Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne."

UBÅDSSAGEN: Masser af rygter, natlige opkald fra journalister og etiske overvejelser

- Medierne er da også en medspiller, for de har skabt en stor offentlig interesse for sagen, og vi har fået rigtigt mange henvendelser i sagen – over 850, fortæller drabschef i København, Jens Møller Jensen.
"Surrealistisk og overvældende". Det er de første ord, der melder sig hos Jens Møller Jensen, leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, når han skal betegne interessen for efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall.
  18/10-2017

En dræbt svensk journalist, en drabssigtet dansk opfinder. Begge kendte i offentligheden. En ubåd og rygter om eksperimenterende sex. 

Alle ingredienser er til stede for, at breaking news-klokkerne bør bimle og bamle på ind- og udenlandske mediearbejdspladser. Og det har de da også gjort i den såkaldte ubådssag, siden den formodede drabshændelse midt i august. Selv små mellemregninger i efterforskningen er blevet til store artikler eller indslag i medierne.

- Mediernes interesse overgår alt, hvad vi havde forventet. Vi troede også, at interessen for sagen ville være stilnet af på nuværende tidspunkt, men det er slet ikke tilfældet, fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi siden 2011, og i spidsen for
drabsefterforskningen.

Natlige opkald og uventet besøg

Det er tillige Jens Møller Jensen, der er ansigtet udadtil, når medierne ønsker interviews omkring efterforskningen. Københavns Politi har dog primært forsøgt at kommunikere via pressemeddelelser for at begrænse opkaldene fra journalisterne, hvis der alligevel ikke var yderligere at tilføje på daværende tidspunkt. Men den strategi er ikke helt lykkedes.

- De danske journalister har respekteret det okay, når vi skrev, at vi ikke havde yderligere kommentarer end det, der stod i pressemeddelelserne, men det er kommet bag på mig, hvor udisciplinerede de svenske journalister er. Jeg har modtaget mange opkald frem til midnat og fra klokken fem om morgenen, både i weekender og på hverdage, fortæller Jens Møller Jensen.

En anden overraskelse var, da et japansk tv-hold pludselig, og uden forudgående aftale, dukkede op ved Politigården. Det skete, fordi Jens Møller Jensen på et pressemøde fortalte, at man selvfølgelig også ville se efter ligheder i gamle drabssager. Blot som et eksempel havde han nævnt en sag fra København, hvor en japansk turist blev dræbt og parteret efterfølgende. 

Over 850 henvendelser

Jens Møller Jensen forklarer, at en del af efterforskningsstrategien er hurtigst muligt at få undersøgt alle de rygter, der dukker op undervejs – blandt andet i medierne – for at få afgjort, om de kan manes i jorden eller ej. 

- Vi har forholdt os yderst objektivt til rygterne, eksempelvis dem der er opstået omkring Peter Madsens seksuelle aktiviteter. En efterforskning skal køres på fakta og ikke på rygter, så derfor gælder det om hurtigt at få vurderet, om det er en vej, man skal efterforske videre ad eller ej, siger Jens Møller Jensen, der i sit stille sind glæder sig til, at interessen fra medierne stilner lidt af, så drabsefterforskningen kan fortsætte i mere dagligdagsrutiner. 

- Men medierne er da også en medspiller, for de har skabt en stor offentlig interesse for sagen, og vi har fået rigtigt mange henvendelser i sagen – over 850, siger Jens Møller Jensen.

Overvejede civile dykkere

Udover at ”ubådssagen” har ekstrem stor bevågenhed i såvel medierne som i offentligheden, adskiller den sig også fra andre drabssager ved, at hovedgerningsstedet er afgrænset til en ubåd, der er blevet gennemskyllet af 38.000 liter vand. Hvad er der så tilbage af spor? Eftersøgningen efter gerningsvåben og ligdele foregår desuden på 10-12 meters dybde og på et meget stort areal. 

- I en drabssag, hvor gerningsstedet er på land, kan politiet hente hjælp fra offentligheden ved for eksempel at benytte sig af personfinder-foreninger. Men det kan vi ikke i denne sag. Vi har dog været ude i nogle overvejelser, om vi skulle offentliggøre ubådens rute og derved åbne op for, at civile dykkere kunne hjælpe os i eftersøgningen af Kim Wall. Men det gik vi bort fra af etiske årsager, for tænk nu, hvis en civil dykker druknede eller fik psykiske udfordringer efter et fund, fordi vedkommende var i færd med at hjælpe politiet. Det ville vi ikke risikere, siger Jens Møller Jensen.

I skrivende stund mangler Københavns Politi stadig at lokalisere armene fra den svenske journalist, men det håber man er nært forestående. Desuden afventer man nogle retsmedicinske resultater og kriminaltekniske erklæringer, inden sagen kan overdrages til juridisk behandling.