facebook twitter

Kropskameraer kan ødelægge dialogen

Østjyllands Politi har de sidste seks-syv år benyttet sig af GoPro-kameraer ved specielle opgaver i Gellerup i det vestlige Aarhus. Arkivfoto
I Aarhus har lokalpolitiet næsten syv års erfaring med brug af kropskameraer i udsatte områder.
- Det kan være et godt redskab, men det ville være katastrofalt, hvis vi skulle bære dem konstant, for det ødelægger dialogen med borgerne, fortæller politikommissær Jens Espensen, der er ansvarlig for indsatsen.
Ifølge ham bruger politiet kun kameraerne yderst sjældent, og når der er et klart behov.
  16/11-2017

Østjyllands Politi har de sidste seks-syv år benyttet sig af GoPro-kameraer ved specielle opgaver i Gellerup i det vestlige Aarhus. Det startede, ifølge politikommissæren Jens Espensen, med, at ”bøllerne” filmede politiet med deres mobiler, når de var ude på en opgave, hvilket var et stort problem.

Jens Espensen fortæller til DANSK POLITI, at politiet benyttede ”bøllernes” egne kneb ved selv at påføre sig kameraer. Når ”bøllerne” så blev mødt med et blinkende kamera, råbte de højt op, men lagde samtidig mobilen i lommen. 

Risikerer at sætte tilliden over styr

Trods den positive effekt i Gellerup-området, vil politikommissær Jens Espensen se det som en katastrofe, hvis det blev obligatorisk for politiet at bære kamera. Han påpeger, at mange borgere, som udtaler sig anonymt til politiet, ikke ønsker at blive filmet. Et filmende kamera på brystet kan risikere at sætte tilliden mellem borger og politifolk over styr. 

Forebyggende effekt

Jens Espensen pointerer dog, at kameraerne har haft en positiv effekt i nogle tilfælde. Videomaterialet kan klart og tydeligt dokumentere, hvad der er foregået, og har samtidig en dæmpende effekt på en optrappende situation.

Politikommissæren sammenligner kameraet med et værktøj fra en håndværkers værktøjskasse. Kameraet er politiets værktøj, som skal benyttes, når der er behov for det. 

Jens Espensen understreger samtidig, at det er essentielt, at der kommunikeres i politiafdelingen omkring anvendelsen af kameraerne, så alle er enige om, hvordan og hvornår de anvendes.

Bliver sjældent brugt

Selvom Espensen fortæller, at politistationen i Aarhus Vest fortsat har kameraerne i deres  ”værktøjskasse”, er de sjældent i brug. Han oplyser, at der har været under 10 sager de seneste seks-syv år, hvor kameraerne har været involveret.

Espensen definerer det som en god ting, at kameraerne ikke bliver brugt så ofte, da de primært benyttes i ”hårdere perioder”.

Læs også: Indblik: Er kropskameraer pengene værd?