facebook twitter
BLOG

Worst practice i europæisk politi?

Land for land befinder politiet sig i øjeblikket i krise og ofte med en række lighedspunkter

Læs mere

Ekspert: Reformkaos fordi ingen spørger på gulvet

Svensk politi kæmper stadig med efterdønningerne af en storstilet reform for over to år siden
Reformer laves oppefra, fordi det er, her forskere og eksperter findes. De bliver administrativt tunge, og ejerskabet når ikke ud til dem, der skal udføre arbejdet. Det er ifølge Gunno Gunnmo, svensk meningsdanner og ekspert fra politiets egne rækker, årsagen til, at reformen af politiet i Sverige for over to år siden stadig trækker negative overskrifter og sager om politisvigt gennem mediemøllen.
- Politifolk er bare politifolk. De har ikke hele den forskningsbaserede viden, som konsulenterne og økonomerne trækker på, eller som juristerne har. Derfor bliver de aldrig spurgt, forklarer han.
  11/5-2017

En gammel dansk revyvise havde følgende omkvæd, som skulle varme danskerne i en kold tid:
”Der er et land det er værr’ i, det er Sverig’”.

Når man taler om politi, så er omkvædet i øjeblikket ganske passende.

Det kan godt være, at danske politifolk føler sig pressede, er for få og er udfordret af globaliseringens nye krav til sat konstante omorganiseringer, administration, centraliseringer og resultatstyring.

Men det er kun en silende koldfront i forhold til de tordenskyer, som længe har hængt over deres svenske kolleger.

En to et halvt år gammel reform har mere eller mindre trukket tæppet væk under politiet, og kan også registreres blandt borgerne i faldende tillid.

Op mod tre politifolk forlader dagligt politiet på den anden side af Øresund. Nærmeste ledelse er drastisk beskåret, og svær at få øje på eller gennemskue.

Ledelse…hvem og hvor?

En del af reformen bestod i at skære antallet af politidistrikter ned til kun ét, nemlig det svenske rigspoliti, som så fik syv arme ud i landet, i form af syv politiregioner. Det har ikke været uden problemer. Enkelte af de ny politiregioner har været præget af vedvarende kaos i toppen.
Som i Politiregion Syd, der omfatter Skåne og dermed er kun er 20 kilometers brokørsel fra Danmark.

Her blev øverste chef ved årsskiftet gået efter en lang periode med mediefokus på drastisk stigning i personfarlig kriminalitet. Skeletterne raslede fra kontorerne og ud i medierne. Især historier om et politikorps, som var voldsomt underbemandet, efterlyste styring og måtte henlægge sager i stort omfang.

Samme historie går igen i andre af de nye regioner. Kort efter kollegaen i syd måtte områdechefen i Västmanland fratræde sin stilling i utide af lignende årsager.

Den svenske rigspolitichef har også indrømmet krisen og efterlyst mindst 1.500-2.000 ekstra politifolk. I dag er man omkring 20.000.
I Sverige er ordet politikrise brugt selv i regeringen for at beskrive situationen.

Der er politisk velvilje. Enkelte partier i den svenske rigsdag taler sågar om at forøge styrken med 4.000-6.000. Flygtningestrømmen, væksten i borgere, som lever i parallelsamfund med social slagside, og grænsekontrollen kunne næppe være kommet ind fra siden på et dårligere ressourcemæssigt tidspunkt. Lokalstationer må holde lukket, der er ikke timer til at udfylde en reform, som eller blev solgt på slagordet om, at politiet skulle tættere på borgerne. Sommeren og ferietiden rammer planlægningen som en ond drøm, der er ikke timer til at hold åbent alle steder.

Fortsat tillid til politiet

Set fra Danmark er græsset altså ikke grønnere hos broderfolket.

Udviklingen kommer efter en række år med heftige lønkampe og stor utilfredshed med vilkår, arbejdsmiljø og uddannelse. Målstyring og måltal eller ”pinnjakt”, som det kaldes på svensk, er brugt langt mere rigidt i Sverige. Nå ja, og deres it-systemer er også kriseramte.

Ovenstående kan virke sarkastisk og negativt ladet. Men det er sådan set blot en beskrivelse af det billede af svensk politi, som længe har tegnet sig gennem medier – også de sociale.

Skader det politiet? Tilsyneladende, for tilliden falder som nævnt målbart.

En konsekvens, som endnu ikke er registreret i hverken Danmark eller Norge. Trods samme snak om krise og manglende tid til borgernær kriminalitet, samt henlagte sager. Her har borgerne stadig tillid politifolkene, men samtidig accepteret at indbrud og småkriminalitet ikke bliver prioriteret.

Dog kunne TV2 for et par måneder siden offentliggøre en Megafon-måling, som viste, at over halvdelen af danskerne har mindre tiltro til politiet i dag, end de havde for 10 år siden.

Så måske har krisesnakken og historier om politiet, som ikke kommer, efterhånden fået konsekvenser.

De kloge og de mindre kloge

I Sverige har tidligere politimester, faglige repræsentant, kommissionsformand og nu debattør, Gunno Gunnmo, sin forklaring på krisen.

Det skyldes i hovedsagen reformen. Eller rettere måden at reformere på.

En metode som går igen i alle lande, også i Danmark, nemlig at reformer skabes oppefra, af eksperter og ledere, som ikke har 24-7 berøring med politiarbejdet.

Af politiske ønsker om dokumentation og registrering. Hele processen drives af konsulenter og eksperter og topchefer, som har almindelige arbejdsdage og som ikke har større faglig forståelse for politiarbejdet. Derfor starter reformerne forkert, politikerne er ikke klædt korrekt på med viden, eller snakkes efter munden, og ejerskabet når aldrig ned til de politifolk, som skal udføre arbejdet.

-  Det er de kloge, som fortæller de mindre kloge, hvordan det skal være. Fordi politifolk bare er politifolk. De har ikke hele den forskningsbaserede viden, som konsulenterne og økonomerne trækker på, eller som juristerne har, forklarer han.

Reformerer fra toppen

- Derfor har man i Sverige startet reformen med at skære en stor del af lederne væk, som netop er en del af 24-7-365 beredskabet, som kender politiarbejdet, og som kan kommunikere meningen bag ændringerne videre. Som ved, at der også skal laves politiarbejde efter klokken 16.00, og at uventede hændelser er det forventelige, fortæller Gunno Gunnmo.

Han fortsætter:

- I stedet laver man blot strukturændringer, effektiviseringer, som skal frigive politifolk, men i virkeligheden har man skabt så tungt et system af administration, at mange flere politifolk bruger tiden på at registrere og administrere. For det er udgangspunktet for måden, man laver reformer på, og ledelsen er ikke synlig. Den er skåret ned eller i gang med at uddanne sig til det nye system , siger han.

Forskning for kloge

Gunnmo bruger samme forklaring på, at politiets uddannelse ikke tages specielt alvorligt fra politisk hold eller øverst i hierarkiet i hans hjemland.

I Sverige kæmper politifolk så vidt forgæves for en højskoleuddannelse. Men det betragtes ikke som vigtigt.

-   For så ville den også blive akademisk og kræve forskning. Altså rigtig forskning omkring politiarbejde set fra politiets synspunkt. Det findes ikke rigtigt. Og derfor bliver det heller ikke inddraget i udviklingen, mener han.

Heller ikke i Danmark

Ifølge Gunno Gunnmo er reformen af politiet i Sverige derfor dømt til at gå galt. Og så vidt har det da også været to et halvt år med kaos.

Det minder om en udvidet version af historierne om politisvigt, som fulgte i halen på den danske reform i 2007.

I Danmark findes heller ikke rigtig politiforskning.

Faktisk modsat de fleste andre lande, vi ellers sammenligner os med, som prioriterer området højere og højere.

Forskningen skulle være blevet opprioriteret efter reformen i 2007, men er reelt svær at få øje på efter, at bacheloruddannelsen blev lavet om igen.

Og inden da var forskningen og forskerne under kritik for at være meget stramt styret, sammenlignet med forskningen på universiteter og institutter.

Svensk afsmitning?

Da Danmark i princippet gennemgår mange af de samme reformer som i Sverige, herunder omkring lederreform, omorganisering i forbindelse med flerårsaften fra 2015 og massiv centralisering, er det derfor nærliggende at spørge sig selv, om danske politifolk udsættes for samme følelse af manglende indflydelse på og forståelse af de forandringer, der sker. Samt oplever et stort fravær af faglighed.

En undersøgelse fra DANSK POLITI i år om stemningen i beredskabet viste, at op mod 60 procent herfra overvejer at søge væk fra politiet. Politiets store trivselsundersøgelse fra samme periode viste også beredskaber, hvor meningen med arbejdet og sammenhængen mellem privatliv og arbejde scorede meget dårligere end i det øvrige politi.

800 udadvendte som blev væk

En del skyldes en naturlig udvikling, hvor antallet af politifolk til klassisk politiarbejde falder løbende i takt med forandringerne af politiet og kravene til politiarbejde. Som beskrevet i DANSK POLITI i april, er der måske kun 6.000 politifolk til det klassiske udadvendte arbejde, hvilket er flere tusinde færre på bare seks år.

Det startede allerede med politireformen i 2007, som skulle frigøre flere politifolk til udadvendt arbejde, samt skabe frirum til at hjælpe borgerne. Ligesom i Sverige otte år senere. Men med modsatte effekt.

Politikerne og de ansvarlige sagde direkte, at den ville frigøre 800 politifolk. I årene efter blev det krævet fra øverste hold, at de 800 politifolk skulle dokumenteres, så man kunne vise, at man havde haft ret. Det viste sig dog umuligt - uanset regnemetode.

Reelt betød reformen i de første år mere administration. Ligeså er det først små 10 år efter reformen i Danmark, at man er begyndt at styrke beredskaberne. Trods advarsler fra netop de folk, som arbejdede i beredskaberne og Politiforbundet om, at kun en styrkelse af denne del kunne bære reformerne igennem. Men konsulenter og styregrupper mente noget andet.

Skal man se på mediehistorier siden da, er fokus også mest på fravær af politi. Der er blevet længere til politiet. Politiet er sværere at komme i kontakt med. Mere køretid. Færre stationer. Flere politifolk bliver brugt på andre ikke borgernære områder, PET, specialgrupper, til administration og til at opfylde forskellige måltal. Nærpoliti findes stort set ikke. Og dækningen mellem klokken 16.00 og 07.00 er sparsom.

Økonomisk diktat

Måske er det bare udviklingen i verden, og ikke selve reformerne. I hvert fald kæmper stort set alle europæiske politistyrker med voldsom ressourcemangel og faldende tillid. Terrortrusler, cybercrime og globalisering har også spist godt af deres tid. Styringsformen, udviklingen og de konsulenthuse, som trækkes ind for at effektivisere og dokumentere, er da stort set også spejlbilleder af hinanden.

Konsulenthuse kan eksempelvis anbefale, for at tage et virkeligt eksempel fra Danmark, at borgerne skal vente endnu længere i telefonen, når de ringer til politiet. Det vil sortere de mere useriøse fra, og reducere antallet af henvendelser.

Det er udgangspunktet for effektiviseringer. Brug af ressourcer, økonomi og ikke nødvendigvis service.

Under de forhold er det måske lovlig let at give reformer skylden.  Måske skal de findes andre og mere komplekse steder – i alle lande.