facebook twitter
BLOG

Worst practice i europæisk politi?

Land for land befinder politiet sig i øjeblikket i krise og ofte med en række lighedspunkter

Læs mere

Redaktionens fokus: Et sygt problem

Redaktør Nicolai Scharling
Der er ikke stemmer i psykisk syge. Så enkelt kan regnestykket nok gøres op. Ellers valgte man næppe at behandle sygdom med magtanvendelse eller ”politiplastre”. Men det gør samfundet. Og det bliver hele tiden lidt værre.
  9/6-2017

Som en overlæge fra Psykiatrisk Center Glostrup udtaler i en artikel i denne udgave af DANSK POLITI: ”Jeg troede ikke, det kunne blive værre, eller at der kunne skæres mere for fem år siden. Men det er der blevet.”

Som med de fleste andre svigt, sociale og psykiske, så skubbes problemerne over på politiet i stedet. De er døgnåbne og skal rykke ud. Endda fordi svigtet betyder, at der før eller siden vil opstå farlige, risikable og magtkrævende situationer.

Derfor lyder det enstemmigt fra landets kredse, at indsatser i forhold til psykisk syge er eksploderet. Det er taget til i uhørt omfang over de seneste tre-fire år, er meldingen. Antallet af tvangsindlæggelser stiger løbende, men det er kun toppen af isbjerget som forklaring på, hvorfor politiet oftere rykker ud. For på bostederne er personalet utrygge, og må igen-og-igen ringe efter politiet.

Dertil kommer alle de mange, som blot er efterladt på gader og stræder med håbet om, at de tager deres medicin. Ellers er de tikkende bomber af tvangstanker og desperate handlinger. Som overlægen fra før udtaler:
”Vi ser i dag åbenlyst sindssyge mennesker på gaden.” 

Det gjorde vi ikke før, pointerer han.
Årsag: Der mangler sengepladser og de sikre rammer omkring pladserne, som er nødvendige.
Sådanne pladser koster mange penge. Derfor er der blevet skåret og løbende effektiviseret.

De psykisk syge er fanget mellem regioner og stat, og regningen sendes videre til politiet.
Med andre ord, mennesker, som har brug for behandling, ofte langvarig, overlades i stedet til politiet, der - med en fællestillidsmands ord - kun kan sætte ”plaster” på, skabe ro, og så køre igen.
Alt i alt bliver det dyrere, mere besværligt og menneskeligt nedværdigende at løse problemet på den måde.

Det er samme skattekroner, der bruges løs af, når regionerne sparer eller effektiviserer. De tages bare fra politiet, og uden hensyn til de syge, samfundet eller tryghed.
Men intet sker. Måske fordi der ikke er stemmer i psykisk syge.

Derfor er der heller ingen forventninger til regeringens ny pulje på ekstra 300 millioner kroner til flere sengepladser. I alt 150. Det bliver nemlig regionerne, som skal finde samme sengepladser, og opgaven er i princippet allerede underfinansieret. Den smarteste løsning for regionerne er måske at nedlægge de mest sikrede pladser og oprette en mellemvare – uden rette sikkerhed og faglighed.

Regionerne står, om nogen, med ansvaret for udviklingen. De ligner i forvejen et tykt, bureaukratisk mellemlægspapir, som har det med at gøre tingene lidt sværere, dyrere og klistret ind i dokumentation.
Principielt kan de 300 millioner kroner og ekstra sengepladser faktisk betyde, at der bliver færre rigtige, sikrede sengepladser, og dermed også mere arbejde til politiet.

Så står et presset politi med ekstra opgaver, og samfundet med yderligere utryghed.
Det er – som fællestillidsmand på Vestegnen, Jørgen Jensen, siger her i bladet – torskedumt.

Det er kassetænkning. Og som altid er det meget svært at finde en skyldig eller ansvarlig.
Når politiet bruger stadig flere ressourcer på psykisk syge, så er der til gengæld færre ressourcer til alt det andet.
Det er simpel logik.

Derfor skal der også lappes hos politiet, som der bliver i regionerne, og som der bliver så mange andre steder i det offentlige.
Alt bliver på den måde dyrere og dårligere.
Svigtet i forhold til psykisk syge har været kendt længe.
Men uden noget er sket.

At det en af de skarpeste og mest uforudsigelige opgaver i politiet er også kendt og kan læses jævnligt i medierne.
Som eksempelvis den 4. juni, hvor en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev samlet op af alle nyhedssites under overskriften: ”Betjent alvorligt kvæstet af psykisk syg mand.”
Der stod blandt andet:
”Politiet blev klokken 23.08 kaldt til en adresse i Gjesing, hvor en beboer opførte sig højrøstet. To patruljer ankom til stedet, hvorefter betjentene opsøgte manden i sin lejlighed. Derefter angreb beboeren politiet, hvor en betjent fik alvorlige læsioner på overkroppen, mens en anden betjent pådrog sig mindre skader.”

Hændelsen er desværre ganske almindelig. Der sidder mange stakler derude – overladt til sig selv, deres sygdom og deres tvangstanker.
Og hændelserne bliver stadig flere og stadig mere utryghedsskabende, hvis man skal tro de politifolk, som DANSK POLITI har talt med. Det koster. Det koster polititimer, det koster transporttid, indsatstid, plastertid og løser ingen problemer.

Som chefpolitiinspektør Claus Hilborg, fra Midt- og Vestjyllands Politi, i efteråret udtalte til pressen:
”Vi kan ikke sætte syge mennesker i detentionen, men må køre rundt fra sted til sted for at disse mennesker kan blive behandlet. Vi mangler simpelthen et tilbud, hvor vi kan aflevere dem under mere rolige og trygge forhold.” 

Siden er det bare blevet lidt værre.

Derfor sætter DANSK POLITI i dette blad og på dansk-politi.dk i den kommende tid fokus på arbejdet med psykisk syge. For at sikre, at det ikke går i glemmebogen. Problematikken popper nemlig typisk op én gang om året, hvor alle nikker enigt, lover handling, og så fortsætter svigtet bagefter.
På bekostning af de syge, på bekostning af de pårørende, af samfundet, trygheden og på bekostning af politiet.

På alle måder en dårlig forretning.