facebook twitter
BLOG

Worst practice i europæisk politi?

Land for land befinder politiet sig i øjeblikket i krise og ofte med en række lighedspunkter

Læs mere

Politihistorie: Da Norden eksploderede

Titangadeangrebet er danmarkshistoriens mest spektakulære attentat. Fotoet viser rakettens bane.
Trippeldrab på Frederiksberg og bandedrab i Malmø. Norden har det seneste år været præget af bandekonflikter. For 20 år siden nåede konflikten dog sit højdepunk under Store Nordiske Rockerkrig. Krigen blev en øjenåbner for dansk politi.
  14/6-2017

Det var en varm sommerdag med strålende solskin, da præsidenten for Bandidos i Sverige – Michael Ljunggren – den 17. juli 1995 kørte på sin Harley Davidson fra Stockholm mod Skåne. Få uger forinden havde Bandidos etableret sig i Sverige. Bag Ljunggren kørte en dansk familie. Omkring byen Markaryd overhalede en bil såvel den danske familie som Ljunggren, hvorefter den svingede af ved afkørslen mod Markaryd. Efter at have kørt cirka en kilometer drejede Ljunggren ud i rabatten og styrtede. Føreren af den danske bil bremsede hårdt, idet han råbte: ”For helvede, der kørte han af!” Bandidos’ præsident i Sverige var død! En kugle var gået gennem hans skudsikre vest. Man fandt aldrig ud af, hvordan Ljunggren præcist var blevet slået ihjel – og af hvem, men Hells Angels var et godt bud.

Drabet blev optakt til et hidtil uset antal voldelige sammenstød over hele Norden. Sammenstødene skulle få betegnelsen Store Nordiske Rockerkrig.

I Finland blev Hells Angels’ afdeling kort efter drabet angrebet med panserværnsraketter. Få dage efter blev rockergruppens klubhus i Helsingborg udsat for et lignende raketangreb, og i september blev medlemmer af en støtteklub beskudt på en landevej ved Helsingborg. Begyndelsen af 1996 bød på lignende voldsepisoder, idet der var håndgranatangreb og skudvekslinger på åben gade i flere af de nordiske hovedstæder og storbyer. I Malmø blev hele Hells Angels’ nyindkøbte klubhus sprængt i luften. I første omgang gik Danmark dog fri, men i foråret 1996 indtraf en begivenhed, som gjorde Danmark til den måske væsentligste kampplads for rockerkrigen. 

Kastrup Lufthavn

Kastrup Lufthavn den 10. marts 1996.

Hells Angels og Bandidos havde på samme tid arrangeret fester og klubmøder i Finland. Medlemmer fra begge klubber fløj derfor tilbage til Danmark i samme fly. De tidligere sammenstød taget i betragtning var det næppe den bedste idé, men indtil flyet ankom til lufthavnen, forløb alt roligt. Da medlemmer fra Bandidos kørte ind på parkeringspladsen uden for lufthavnen for at afhente de hjemvendte brødre, stod bandemedlemmer fra Hells Angels imidlertid klar. De åbnede ild mod Bandidos’ biler og fangede de overraskede modstandere i en regn af kugler. En Bandidos rocker blev dræbt og tre såret. Krigen var kommet til Danmark.

For politiet kom angrebet som et chok. Hvordan kunne Hells Angels planlægge og gennemføre et velkoordineret angreb lige uden for Danmarks største lufthavn? Det skulle imidlertid blive værre. Bandidos var nemlig ikke så nemme at tvinge i knæ, som Hells Angels havde forventet. Rockerklubben var tværtimod klar til krig, idet bl.a. flere garvede Hells Angels-rockere var gået over til Bandidos og havde forsynet klubben med våben – hvoraf en stor del var stjålet fra militærdepoter i Sverige. 


Lufthavnsdrabet var et chok for politiet. Her ses den gennemhullede bil.

Krig i Danmark

Den 17. april 1996 angreb Bandidos Hells Angels’ klubhus, South, med en panserværnsraket. Fire timer senere blev Hells Angels’ klubhus i Ålborg truffet af en panserværnsraket. Godt en uge senere svarede Hells Angels igen ved at forsøge at myrde en Bandidosrocker i hans celle i Horserød ved et håndgranatangreb. Bandidos søgte at matche dette ved at kaste to håndgranater mod et medlem af Hells Angels den 7. maj i København.

To dage senere var det ved at gå helt galt for to nysgerrige kvinder i Oslo. De kørte nemlig langsomt forbi Hells Angels’ klubhus i byen for at se, om der skete noget. Bandemedlemmerne åbnede resolut ild med automatgeværer, da de fandt bilen mistænkelig. Den ene kvinde blev ramt i hovedet af skud.

Konflikten havde sin egen dødelige inerti. Den 25. juli 1996 trængte mænd ind i en fængselsblok. Mændene skød ind i cellen og kastede en håndgranat mod celledøren. Den fremtrædende Hells Angels-rocker, der sad i cellen, blev hårdt såret. I august blev en formentlig uskyldig mand hårdt såret i Greve, idet han blev forvekslet med et medlem af Hells Angels.

Samme skæbne var ved at overgå en civil betjent den 31. august. Her blev han holdt op på en restaurant i Herlev. En Bandidosrocker troede, han var et Hells Angels-medlem. Bandidos-rockeren tvang betjenten ud af restauranten med en skarpladt pistol – ved held og overtalelse lykkedes det politimanden at overbevise rockeren om, at han var politimand. I dagene herefter var der bombesprængninger i provinsbyer over hele landet. Hertil kom, at et idrætsanlæg den 22. september blev beskudt med et maskingevær, da Bandidos forsøgte at ramme Hells Angels’ klubhus. 

Fjorten dage senere, den 6. oktober, iværksatte Bandidos sit hidtil mest alvorlige angreb på Hells Angels. Fra Bandidos’ side havde man fra krigens start haft en klar strategi om at ramme Hells Angels’ klubhuse, idet der her var en synlig effekt af aktionerne. Nu ville man angribe Hells Angels’ hovedarrangement: Vikingefesten i Titangade. 

Titangade

Bandidos vidste fra starten, at angrebet i Titangade ville blive uhyre vanskeligt. Til festen var der flere hundrede mennesker, herunder mange civile. Politiet var også klar over, at festen var et højrisikoarrangement. Politiets kendskab til et muligt Bandidosangreb var formidlet igennem en højtstående rocker inden for Bandidos. Rockerens navn var Dan Lynge. Kontakten til Lynge var formidlet fra svensk politi. Dan Lynge havde tidligere været fuldgyldigt medlem af Hells Angels, men var blevet lyst i Bad Standing. Han var derfor flygtet til Sverige, da han frygtede for sit og sin families liv. I nogle år brugte politiet Dan Lynge som meddeler.

Lynges medlemskab af Bandidos skulle vise sig at være mere end almindeligt problematisk i forhold til Titangade-sagen. Dan Lynge blev nemlig af Bandidos sat i en form for rådgiverfunktion i forhold til aktionen. I al hemmelighed blev Lynge hentet af Bandidos og kørt ud til Nørreport Station, hvor han diskuterede situationen med to folk fra klubben. Lynge gjorde opmærksom på, at han fandt Titan-aktionen sindssyg. Han påpegede, at der skulle være 30 meter fra affyringen til målet, før grannatten var ”skarp” – ja, i nogle tilfælde skulle der være 70 meter, hvis der var tale om gamle granater.

Med den information gik Bandidos-folkene tilbage til klubben. Lynge blev herpå kaldt til endnu et møde. Her fik han at vide, at klubben ville gennemføre aktionen, koste hvad det ville. De spurgte derfor, om man kunne fyre raketten af fra en lejlighed. De havde nemlig adgang til en lejlighed i Rådmandsgade, tæt på klubhuset i Titangade – samt plantegninger over hele området indhentet fra Københavns Kommune! Dette afviste Dan Lynge imidlertid, idet han mente, at en affyring indendørs ”ville rydde bygningen”. Repræsentanterne fra Bandidos spurgte derpå, om raketten kunne affyres fra taget af huset, men det afviste Lynge også.

Planerne taget i betragtning var det ikke noget under, at Lynge nu ville ud af klubben. Bandidos var imidlertid ikke indstillet på at lade Dan Lynge gå. Tværtimod ville de holde ham så tæt knyttet til klubben som muligt. Denne konflikt førte til et mildest talt særpræget ”personalemøde” i klubben. Klubbens medlemmer mødte klokken 8 om morgenen, hvor præsidenten lagde ud med at sige: ”en udmeldelse var ensbetydende med, at man blev lagt vandret”. Denne bastante udmelding blev ikke taget nådigt op af de andre medlemmer, og det endte derfor med, at de alle stod med hver deres trukne pistol, klar til at skyde først.  

Angrebet

Så oprandt dagen for Vikingefesten. Politiet var forberedt. Det burde ikke kunne lade sig gøre at angribe klubhuset i Titangade. Hvad politiet imidlertid ikke havde forventet, var et raketangreb fra et cykelskurstag. Bandidos var simpelthen kravlet op på et nærliggende cykelskur og havde affyret raketten hen over politiets mandskabsvogne. Pludselig var det festende klubhus omdannet til en kaotisk krigszone. Raketten var fløjet igennem bygningen og havde omdannet det tætpakkede rum til en smelteovn. Panserbrydende raketter har den egenskab, at de udvikler stor varme, inden de sprænges. Til alt held detonerede raketten ikke, men varmen var kraftig nok til at slå mennesker ihjel. Det mest blodige rockerangreb i dansk historie var en realitet – to personer, herunder en civil kvinde, blev slået ihjel, og 19 blev såret.

Angrebet i Titangade var sammen med Hells Angels’ lufthavnsaktion i den grad en øjenåbner for politiet. Noget måtte der gøres. Både udadtil i offentligheden og indadtil i politiet var der en følelse af, at politiet var på hælene og hele tiden tre skridt bagefter, og der så ikke ud til at være nogen ende på krigen.  Det var den ene ”bytter” efter den anden! 

Det helt tunge skyts. Der blev ofte anvendt dysekanoner under rockerkrigen. Her ses et konfiskeret eksemplar.

Bomber

I sommeren 1996 gik klubberne over til bomber. I Nykøbing Falster fandt politiet den 10. juli en bombe i en Bandidos-rockers bil, og den 21. juli opdagede politiet en sportstaske med seks kilo sprængstof foran Hells Angels’ klubhus i København, hvilket blev fulgt op af en bombeeksplosion i Oslo den 30. oktober foran Hells Angels’ klubhus. Herefter rykkede krigen til Jylland, idet to Bandidos hangarounds blev forsøgt dræbt den 22. november i Horsens, mens et Bandidos-medlem blev ramt af ti skud i Ålborg. Tre dage senere havnede et Bandidos-medlem og flere Hells Angels hangarounds i en skudduel på åben gade på Amager.

Årsskiftet til 1997 mildnede ikke konflikten. Den 10. januar blev et Hells Angels-medlem dræbt i Ålborg. Han blev ramt af tre skud, mens han kørte. Godt tre uger senere blev et Bandidos-medlem forsøgt dræbt i Køge Arrest. Man skød en panserværnsraket mod hans celle, men den detonerede ikke. Fjorten dage senere blev endnu en arrest angrebet med panserværnsraketter – hensigten var at dræbe et Bandidos-medlem.

Få dage efter bølgede kampene videre i Horsens, hvor et Hells Angels- medlem blev beskudt på gågaden, og der blev affyret en panserværnsraket mod en privat villa. Godt en måned senere, den 23. marts, blev en Bandidos-hangaround forsøgt dræbt med en håndgranat, og ugen efter blev et Hells Angels-medlem skudt i hovedet under en skudduel mellem to biler på Frederiksberg.

I april og maj blev såvel Hells Angels- som Bandidos-supportere udsat for bilbombeangreb – og hertil kom et angreb med bl.a. sprængstof indbygget i en skægtrimmer! Kulminationen i brug af sprængstof skete i Norge, hvor en bombe detonerede uden for Bandidos’ klubhus den 4. juni – en forbipasserende kvinde blev dræbt, og tre yderligere personer blev såret. Tre dage senere blev et Bandidos-medlem skudt og dræbt i Liseleje, mens tre af hans kammerater blev såret. 

Fredsslutning

Efter disse voldsomme kampe var tiden kommet til fred. Rockerklubberne indså nu, at det var i klubbernes egen interesse at stoppe voldshandlingerne. Krigen tærede på klubbernes kræfter. For mens der var krig, var det vanskeligt at lave penge, og det betød, at andre grupperinger, hovedsageligt de unge indvandrergrupper, begyndte at trænge ind på det kriminelle marked. Fremtidens bandemiljø begyndte at aftegne sig. Den 25. september 1997 tonede Blondie alias Bent Svane Nielsen fra Hells Angels og Jim Tinndahn fra Bandidos derfor frem på de danske skærme i nyhederne. De proklamerede – nærmest som repræsentanterne for to uenige stormagter – at de havde indgået en aftale, der betød, at der blev sat en stopper for volden.

For politiet – og samfundet som helhed – var rockerkonflikten en øjenåbner uden sidestykke. På trods af, at man havde iværksat historiens største politiindsats, havde det været meget vanskeligt at styre konflikten og kontrollere de mange blodsudgydelser. Det var altså tid til selvransagelse, og i de efterfølgende år blev politiets håndtering af rocker-/bandekriminaliteten totalt reorganiseret, med etableringen af Nationalt Efterforskningscenter og rockertaskforces i hele landet.

Store Nordiske Rockerkrig transformerede derfor både politiet og det politiske landskab. Man forstod med ét, at bandekriminalitet udgjorde en fundamental samfundstrussel – og det selv i verdens fredeligste land.