facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

- Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne

- Jeg skulle nok bare have ladet ham dræbe dørmanden i stedet for at skyde

Politiassistenten Martin om prisen for at skyde en gerningsmand: - Jeg har svært ved se, at det var det hele værd.
Martin skød en bevæbnet gerningsmand i januar 2014. Gerningsmanden døde senere på hospitalet. Det tog mere end 20 måneder før DUP’en, Statsadvokaten og Rigsadvokaten til sidst kunne fastslå, at Martin havde opfyldt sin handlepligt og lavet godt politiarbejde. Over 20 lange måneder, som er medvirkende til, at Martin er PTSD-ramt, afskediget fra politiet, har det rædselsfuldt og synes, at livet er kollapset i en alder af 37 år.
Ifølge tillidsmanden som fulgte Martin er læren af sagen tragisk og ærgerlig:
- Lad være med at skyde. Prisen er for høj. Vi kan støtte op med psykologer og andet. Men når ledelsen samtidig føler, at den skal vende ryggen til dig, mens sagen står på, så risikerer sliddet at blive for voldsomt, siger han.
  27/6-2017

37 år, afskediget efter 13 år i politiet med sygedagpenge og egenpension, et liv, der hænger i laser mentalt, familiemæssigt og økonomisk, og samtidig ingen hjælp til psykolog eller behandling.

Sådan beskriver Martin, tidligere hundefører fra Sydsjælland- og Lolland-Falster, prisen for at skyde og dræbe. Han skød en bevæbnet gerningsmand i benet i januar 2014, og ydede efterfølgende førstehjælp. Manden døde dog senere på hospitalet af komplikationer, som ikke nødvendigvis behøver medføre dødsfald.

DANSK POLITI beskrev i december 2015 Martins oplevelse og sagsforløbet i artiklen ”Prisen for at skyde er stor”. Dengang var han dog vendt tilbage til politiet, og troede det værste var overstået.

I dag er han afskediget pr. 1. marts 2017.
Afskedigelsen kom i forbindelse med en længere sygemelding i 2016.

Martin blev sendt til speciallæge af arbejdsgiveren. En speciallæge, som skulle vurdere, om han fremover ville være i stand til at varetage samtlige funktioner inden for politiet, og om han fremover ville have flere sygedage end gennemsnittet.

Speciallægen forklarede, at han hverken mente, at Martin kunne varetage krævende operative opgaver, eller ville have færre sygedage end gennemsnittet.
Martin blev derfor indstillet til afsked.

- Jeg ville ikke forlade politiet, men det er da klart, at jeg nok ikke kan køre hundepatrulje eller andre voldsomme ting. Men jeg kunne have lavet alt muligt andet. Det var drømmejobbet, der røg. Jeg ser det som ”en tak” fra arbejdsgiveren for at have passet sit arbejde. Du er så medtaget, at vi ikke kan bruge dig på alle poster, så ud med dig, siger Martin.

- Jeg har det sådan i dag, at jeg har svært ved se, om det var det hele værd. Om jeg ikke bare skulle have ladet være med at handle, og have ladet gerningsmanden dræbe dørmanden i stedet for. Så havde jeg lavet dårligt politiarbejde og ikke opfyldt min handlepligt. Men jeg havde haft et arbejde og et liv, fortsætter han.

Straffet for at handle

Når Martin vælger at stå frem – igen – i DANSK POLITI, skyldes det ønsket om, at især den øverste ledelse i politiet lærer af hans forløb.

- Jeg tror, at meget af årsagen til, at jeg har det rædselsfuldt i dag, skyldes den behandling, jeg fik, og den kulde jeg blev mødt af fra ledelsen. Jeg havde lavet godt politiarbejde, men alligevel skulle jeg gennem en lang periode med usikkerhed, og hvor jeg følte mig som paria. Nu kan jeg se, at det samme er ved at gentage sig med en anden fra min kreds. Én, der også har skudt, og nu ikke kan fortsætte i politiet, siger han.

Når Martin skal forsøge at forklare sin situation for sig selv, bruger han følgende beskrivelse:

- Det svarer til den søn, som får at vide af sine forældre, hvad han skal gøre, og hvordan han skal opføre sig. Da han en dag møder nogle store, farlige drenge og handler, som han er blevet opdraget til i en meget dramatisk situation, så har forældrene låst døren, når han kommer hjem, og de vil ikke se på ham. De vil heller ikke snakke om det. Det beskriver oplevelsen og følelsen. Jeg gør, hvad jeg har fået besked på, og jeg bliver straffet for det, siger han.

Lad være med at skyde

Kaj Rasmussen var foreningsformand i Sydsjælland- og Lolland-Falster dengang sagen kørte.
Han var tæt på Martin, med til afhøringerne og gjorde, hvad han kunne for at hjælpe.

I dag er Kaj Rasmussen netop gået på pension, men Martins sag og andre skudsager glemmer han ikke.

- Læren må desværre være: Lad være med at skyde. Det kan siges så enkelt. Jeg synes sådan set, at vi gør meget - også systemet - for at hjælpe med psykologbistand og andre tiltag. Vi følger op. Men det at skyde og dræbe et menneske er så voldsomt, at det ikke er nok. Slet ikke, når man oplever og føler, at ledelsen samtidig lægger afstand til en. Det har jeg hørt fra stort set alle, som har haft sager der skal undersøges af Politiklagemyndigheden. Det opleves åbenbart som et kæmpe svigt, der sætter masser af negative og angste tanker i gang, fortæller Kaj Rasmussen.

Umuligt at løse ordentligt

Ifølge Kaj Rasmussen er det næsten umuligt at kombinere kravet til at skyde og handle som polititjenestemand, med en fornuftig tilværelse efter skuddene.

- Det er ikke fordi systemet er ondt. Vi gør alle, hvad vi kan. Selvfølgelig ville det være rart med ledelser, som havde format til bakke kolleger op og turde tage ansvaret på sig. Det ville lette et kæmpe pres. Men de ville så selv komme under pres. Sandheden er, at det er næsten umuligt at løse på en måde, så politifolkene ikke føler sig under anklage og blive paranoide omkring alt. Det vil sige, at de også er i forsvarsposition og har meget subjektive og følelsesladede opfattelser af forløb, fortsætter Kaj Rasmussen.

Ekspert ser flere sager

I Politiforbundet forstår forbundssekretær Finn Moseholm godt frustrationerne og følelserne hos den tidligere politiassistent. Finn Moseholm er ekspert i sygepensionssager, og noterer sig et stadig større pres fra systemet på de politifolk, som har været udsat for dramatiske situationer. Ikke mindst hårde krav til parathed for at kunne blive i politiet.

- 37 år er tidligt at havne dér, hvor Martin er havnet i sit liv. Vi ser desværre flere af den slags sager. Havde ledelsen sagt, at vi giver Martin den tid, der skal til for at komme sig og finde sit gamle jeg, så havde vi nok haft en god politimand tilbage på arbejde. Det er bare ikke sådan, man gør i politiet i dag. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dem fra Politiforbundet, men det bliver stadig sværere og en armlægning med systemet, fortæller Finn Moseholm.

Ifølge ham har ledelsen fulgt reglerne.

- Det handler ikke om menneskelighed, men om regler og styringsform. Det er paradoksalt, at man kæmper for at udvide politiet med et stort optag på Politiskolen, men samtidig presser man politifolk ud, der er blevet slidt på sjælen og kroppen af det, de udsættes for i tjenesten. Jeg er heller ikke sikker på, at politikerne er helt klar over, at det er sådan, politifolk risikerer at blive behandlet, når de er rykket ud for at hjælpe borgerne i de mest skarpe situationer, siger forbundssekretæren.

Føles urimeligt

Beskrivelsen af Martins sag, og detaljer omkring skuddene og forløb, kan som nævnt læses i artiklen ”Prisen for at skyde er stor” fra december 2015. Han roste dengang Politiforbundet og kolleger for hjælp og støtte, men påpegede, at det ikke opvejede følelsen af at være alene, sådan som systemet er skruet sammen i toppen.

Han sagde blandt andet:

-  Husk på, at man står helt alene. Der er heldigvis kolleger, Politiforbundet og politiforeningen, som bakker op. Det er rart. Men følelsen af at være alene er der alligevel, og den er stor. Det slider så hårdt på dig selv og dine nærmeste. Din familie. Det er her, der virkelig skal investeres tid. Og husk det er meget tid. Man kommer ikke bare ud på den anden side sådan lige. Der er så mange tanker. Så meget der føles urimeligt. Det er så svært at kapere, at man synes, man har ofret sig med liv og lemmer for arbejdspladsen, og samtidig møder man ingen tak, siger han.

Citatet er fra december 2015, hvor Martin lige var blevet sygemeldt første gang, havde fået konstateret mild PTSD af en psykiater, men samtidig med beskeden, at han nok skulle komme sig, hvis der blevet taget korrekt hånd om ham og hans sag. Sygemeldingen kom, da ledelsen med sagens afslutning havde kritiseret ham for ikke at levere i forhold i til målkrav. Altså ikke at levere på helt lige fod med alle andre, nu da Rigsadvokatens frifindelse var faldet.

Uvis fremtid

Denne artikel er en opfølgning på Martins situation halvandet år senere.

Hvad tænker han om sin situation halvandet er senere?

- Jeg har svært ved at forstå, hvordan jeg havnede hér. Jeg har ikke råd til psykologbehandling, og al hjælp ryger, når man forlader politiet. Jeg aner ikke, om jeg kan arbejde igen. Jeg aner ikke, om huset ryger. Om økonomien bryder sammen. Jeg aner ikke, om mit ægteskab holder. Det er de tanker, som kører rundt hele tiden. Jeg synes ikke, at nogen skal udsættes for det samme som mig, bare fordi de handler. Det er rædselsfuldt, siger Martin.

Glemt af rigspolitiet

Det, Martin hæfter sig mest ved, er følelsen af bare at være et nummer, en sag og pakket ind i regelsæt, ikke forståelse.

Han har tilmed selv med hjælp fra Politiforbundet måttet rykke Rigspolitiet, som havde glemt at sende hans sag til speciallæge inden et udløb på en deadline 1. april i år. Det er standardprocedure, hvor Helbredsnævnet, i dette tilfælde i efteråret 2016, beder arbejdsgiveren om at indhente en speciallægeerklæring, så der kan fastsættes mulig sygepension, og dermed bedre økonomiske vilkår end sygedagpenge. Forglemmelsen betyder, at vurderingen er udskudt.

- Der er dig og så er der systemet. Det er følelsen. Og vi finder os bare i det som politifolk. Vi indretter os. Vi accepterer, at det er sådan, vi bliver behandlet af den ledelse, som burde passe på os og forstå os. Den skal blot have sit på det tørre og følge reglerne. Jeg håber, at alle mine tidligere kolleger og deres familier forstår og husker, at arbejdet kommer med en meget høj pris. En pris, man ikke kan forestille sig, før man selv rykker ud til et tilkald og er nødt til at trække våben, fortæller Martin.