facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

"Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne."

Drab på Paradisøerne

Med denne tyremie, lavet ud af en tyrepenis, tævede forvalteren Krause sin samlever til døde.
I Politimuseets arkiv findes der flere drabssager fra De Vestindiske Øers danske koloniperiode. I anledning af 100-året for salget af øerne, åbner Politimuseet en ny særudstilling, der viser en række unikke genstande fra sagerne. Udstillingen giver et indblik i de enkelte drabssager og fortæller historien om de særprægede vestindiske rets- og politiforhold.
  21/4-2017

Adolphus-sagen

Liget af en ældre mand og en hårdt såret ung kvinde blev den 18. december 1909 fundet på landevejen til St. Thomas’ hovedby, Charlotte Amalie. Mandens hoved var næsten afhugget. En større efterforskning blev sat i værk, og mistanken blev hurtigt kastet på den sårede kvindes kæreste, Adolphus Andrew. Andrew blev derfor taget ind til afhøring. Her tilstod han, men forklarede samtidig, at drabet på den ældre mand, landarbejderen Jonathan Horsford, og drabsforsøget på den unge pige, Alice Amanda Georg, var sket i selvforsvar. Andrew havde nemlig mødt de to på landevejen til Charlotte Amalie.
Under samtalen havde Andrew krævet at tale med Alice under fire øjne, men dette havde Horsford truende afvist, idet han havde svinget en cutlass, en lang machete, foran Andrews ansigt. Andrew var da blevet bange og havde hævet den cutlass, han bar på sig, og slået ud efter Horsford, hvorved han havde ramt ham på halsen. Efterfølgende var det kommet til tumult med Alice, og hun var også blevet såret. For at understrege at der vitterligt havde været tale om selvforsvar, viste Andrew forskellige snitsår omkring nakken og halsen.

Adolphus Andrew.

Anden forklaring fra kokkepige

Var dette nu sandheden omkring forbrydelsen? Politiet var i tvivl. Man undersøgte derfor, om der havde været nogen vidner til drabet. Dette viste sig interessant nok at være tilfældet. Kokkepigen på den nærliggende plantage, St. Thomas, var nemlig løbet hen til vinduet, da hun havde hørt støj fra landevejen. Her havde hun set Horsford og Andrew stå over for hinanden. Horsford havde råbt: ”Slip pigen!”, mens Andrew svarede: ”Hvad kommer det dig ved?!” Derpå havde Andrew – uden forudgående at være blevet truet – løftet sin cutlass og rettet et dræbende hug mod Horsford.

Bange ekskæreste

Kokkepigens vidneudsagn underbyggedes af udsagn fra Alice. På trods af, at hun havde et meget dybt hug over halsen og hugsår over resten af kroppen, overlevede hun nemlig mirakuløst – og kunne derfor give en beskrivelse af begivenhedsforløbet. Hun fortalte nu, at hun på drabsdagen var taget ud for at besøge en veninde. Hun var imidlertid bange for at gå alene på landevejen, da hun tidligere havde brudt forbindelsen til Andrew. Bruddet skyldtes, at Andrew havde mishandlet hende. Alice var derfor bange for, at Andrew ville opsøge hende på landevejen og hævne sig. Hun bad derfor den 50-årige landarbejder, Jonathan Horsford, om at følge sig på vej. Alices frygt for, hvad Andrew kunne finde på, viste sig berettiget. Pludselig stod han nemlig foran dem med en cutlass i hånden. Andrew krævede, at den rædselsslagne Alice gik med ham. Dette ville Horsford imidlertid forhindre, idet han påpegede, at Alice ikke længere ønskede at have noget med Andrew at gøre. Herpå havde Andrew brutalt hugget Horsford ned.
Efterfølgende tildelte Andrew Alice flere livsfarlige hug med cutlassen. Hun var derpå styrtet om og havde ligget som død, hvorfor Andrew også havde spurgt hende: ”Er du død?”, hvortil hun noget uforsigtigt havde svaret: ”Ja!” Efter det bekræftende svar havde Andrew tildelt hende yderligere hug med cutlassen. Alice var dog fortsat i live og kunne se, at Andrew tildelte sig selv flere snit med en barberkniv omkring halsen. Dette formentlig for at få drabene til at ligne selvforsvar.
Drabsvåbenet.

Tilståelse

Konfronteret med disse vidneudsagn tilstod Andrew. Hans hensigt havde været at myrde Alice, men han fastholdt, at drabet på Horsford ikke var intenderet. I den efterfølgende retssag blev Andrew idømt dødsstraf ved St. Thomas Byting, såvel som Landsretten og Højesteret. Dommen blev efterfølgende ændret til fængsel på livstid. Andrew døde under sit fængselsophold i Horsens Statsfængsel. Hans lig blev testamenteret til videnskaben.

I Horsens Statsfængsel

Adolphus Andrew-sagen er en af de ni drabssager fra Dansk Vestindien, der, som noget helt unikt, er bevaret i Politimuseets arkiver. Drabssagerne, der ligger efter slaveriets afskaffelse og er fra perioden 1858-1912, giver et sjældent indblik i de meget særprægede retsforhold, der herskede på de tre danske øer: St. Jan, St. Thomas og St. Croix. Hvad der naturligvis først springer i øjnene, er det forhold, at Andrew døde i Horsens Statsfængsel. Forklaringen herpå er, at gerningsmænd til mere alvorlige voldssager, hvor strafferammen var over to år, som udgangspunkt blev sendt til Horsens Statsfængsel, hvor de måtte afsone deres dom.

En ære

Fanger, der blev transporteret til Danmark for at afsone deres straf, fik angiveligt – paradoksalt nok – et særligt prestigefyldt ry, når – og hvis – de vendte tilbage til De Vestindiske Øer. Journalisten Cavling beskrev dette således i sin berømte rejseberetning fra Dansk Vestindien: ”At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik – ligesom de fine Rejsende – op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne.” Cavlings beskrivelse underbygges af andre beretninger fra Vestindien. Når dette er sagt, er der dog næppe er tvivl om, at det for de fanger, der transporteredes til Horsens Statsfængsel, har været en frygtindgydende og skræmmende oplevelse. Der var jo tale om et land med et andet sprog og en anden kultur – og som i tilfældet Adolphus Andrew vendte langt fra alle heller tilbage.

Danske Lov

Andrews dødsdom springer også i øjnene. Det forekommer jo at være en hård dom. Udmålingen af straffene på De Vestindiske Øer fulgte da også Christian V´s Danske Lov helt frem til 1917 – hvilken ellers i Danmark var blevet ændret betydeligt med straffeloven af 1866. På øerne gjorde Danske Lovs drakoniske straffe sig således stadig gældende.
Mest besynderlig var straffene for sædelighedsforbrydelser og drab, hvor dommen var ”Baal og Brand”, altså levende afbrænding. Overlagt drab takseredes med dødsstraf, ofte efterfulgt af afhugning af hovedet, der skulle sættes på en stage til skræk og advarsel eller alternativt hjul og stejle. Når sagerne afsluttedes ved Højesteret i København, blev dommene omstødt, og gerningsmanden tildelt en anden straf, da man i Danmark netop ikke længere brugte sådanne drakoniske straffe.

Fattede ingenting

Hvad der imidlertid slog den dansk-vestindiske politiembedsmand N.A. Kjær som mærkeligt, var, at gerningsmændene tilsyneladende ikke fattede et muk af, hvad der foregik, men blot med knusende ro accepterede de besynderlige domme og hele den mærkelige retsproces. Ingen gjorde sig da heller nogen ulejlighed med at sætte arrestanterne ind i, hvordan sagerne faktisk forholdt sig. Her levede slavesamfundets ligegyldighed over for det enkelte individ uden tvivl videre.
Den makabre drabssag på St. Thomas i december 1909 var tydeligvis overlagt. En væsentlig del af de vestindiske drabssager i politiets arkiver er imidlertid begået i affekt.

Krause-sagen

Et af de affektbetonede drab, der vakte mest opmærksomhed, var det såkaldte Krause-drab.
Forvalteren på plantagen Magens Bay, George Alexander, kaldet Krause, anmeldte den 26. oktober 1906, at ”Fruentimmeret” Maria Louisa James var afgået ved døden som følge af mavekramper. Kvinden blev begravet samme eftermiddag, da man frygtede, at hun skulle gå i forrådnelse i det fugtige klima. Hermed var sagen imidlertid ikke slut, for der begyndte nu at gå rygter om, at Maria James’ død ikke var indtruffet naturligt, men som følge af mishandling fra forvalterens side. Sagen var nemlig den, at Maria havde levet sammen med Krause, og det var kendt, at han jævnligt piskede hende. Krause var i øvrigt også frygtet af sine undergivne på plantagen, som han jævnligt mishandlede – der var her igen tegn på, at slavetidens rå brutalitet uhindret levede videre, selvom slaveriet for længst var ophørt.

Forvalteren Krause.

Liget gravet op

Sagen blev imidlertid nu efterforsket af politiet på St. Thomas, i hvilken forbindelse liget blev gravet op og obduceret. Obduktionen viste dog ikke noget af betydning. De kvinder, der havde vasket liget, inden det skulle begraves, kunne imidlertid fortælle, at de havde set flere blodunderløbne strimer på kvindens krop, som efter slag med et spanskrør. Med disse mistænkelige forhold konfronterede man nu såvel Krause som dennes mor, der også havde været i huset, da kvinden var afgået ved døden. Til sidst gik såvel Krause som moren til bekendelse.

Tævet med et spanskrør

Krause forklarede, at han på drabsdagen, havde været i dårligt humør, da han kom hjem. Maria James havde da, noget uforsigtigt, irriteret ham og opført sig drillende. Da han havde skældt hende ud, havde hun imidlertid svaret igen. Da var han blevet rasende og havde taget en tyremie – et langt spanskrør – og derefter tildelt den unge kvinde flere slag over hele kroppen, mens han holdt hende fast. Krauses mor havde tilsyneladende forsøgt at gribe ind og stoppe mishandlingen, men Krause havde sagt, at hun skulle passe sig selv. Han stoppede dog mishandlingen. Nogen tid senere greb han dog igen tyremien for at slå pigen, fordi hun – efter Krauses udsagn – havde svaret igen og truet med en flaske. Rædselsslagen forsøgte Maria at flygte ind på Krauses mors værelse, men Krause fangede hende og slæbte hende ind i huset, hvor han, i det der lignede en blodrus, tildelte hende så mange slag, at tyremien knækkede.

Urimelig mild dom

Mens mishandlingen stod på, havde kvinden bedt for sit liv – blandt andet havde hun sagt, at Krause skulle skåne hende, da hun var gravid med hans barn. Da tyremien knækkede, gik Krause i seng. Ud på natten hørte han Maria ligge og ralle ved siden af sengen. Derpå udstødte hun et skrig og udåndede. Krauses mor forsøgte at genoplive hende, men uden held. Efterfølgende konkluderede man, at kvinden formentlig var død af et hjertestop som følge af den omfattende mishandling. I den efterfølgende retssag blev Krause idømt tre år fængsel. Dommen blev stadfæstet af Højesteret. Den urimeligt milde dom skyldtes, at retten fandt, at Krauses ”Hensigt var at revse Afdøde”, ikke at slå hende ihjel. Her talte samtidens kønsrollemønster måske! Krause blev dog ramt af Nemesis i fængslet. Her udviklede han nemlig en fængselspsykose, der resulterede i en decideret sindssygdom. Han opholdt sig derfor også kun kort tid i Horsens Statsfængsel, hvorpå han blev flyttet til sindssygehospitalet i Risskov.

Farvede og sorte opdagelsesbetjente

Afhøring af vidner og en ikke ubetydelig efterforskning fandt altså sted i Dansk Vestindien, som det fremgår af både Krause- og Andrew-sagen. Men hvem varetog egentlig dette politiarbejde? Svaret er en smule overraskende. Halvdelen af politibetjentene i det ellers raceopdelte vestindiske samfund, var nemlig enten farvede eller sorte. Politikorpset kunne nemlig kun vanskeligt fungere uden sorte og farvede betjente, da det var dem, der havde indblik i lokalsamfundet og de kriminelle miljøer. De kendte ”the usual suspects”, når der blev begået en forbrydelse og havde en fornemmelse af, hvor efterforskningen skulle påbegyndes. Efterforskerne, der efter mønsteret i Københavns Politi kaldtes opdagelsesbetjente, var som udgangspunkt altid farvede eller sorte, mens ordenspolitibetjentene derimod oftest var hvide med tidligere tilknytning til militæret på øerne. Af rent praktiske grunde var det altså sorte, og ikke hvide betjente, der varetog det traditionelt set meget prestigebetonede arbejde med opklaringen af drabssager.

I pressens søgelys

Drabene i Dansk Vestindien gik ikke upåtalt hen i dansk presse. Såvel Krauses som Andrews bestialske drab blev behandlet flere steder. Drabenes voldsomme indhold og det forhold, at der oftest var tale om sorte gerningsmænd, fik også aviserne til at filosofere over straffeforholdenes rimelighed. En kritisk artikel i Jyllands Posten, søndag den 18. maj 1913, berørte dette emne. Under overskriften ”Højskole” i Horsens skrev man: ”(…) Embedsmændene i Horsens Tugthus, hvor Straffen afsones, er overordentlig omgængelige; navnlig Neger-Forbrydere bliver ligefrem forkjælede og faar desuden under Tugthusopholdet Undervisning i alle mulige nyttige Færdigheder, f.eks. i at læse og skrive. Paa Grund af denne Liberalitet har Horsens Tugthus en høj Stjærne hos alle Negre paa de dansk-vestindiske Øer. Negrene er nemlig fuldstændig paa det Rene med at et Drab ikke kommer til at koste dem deres Hoved”.

Raceopdelt samfund

Ikke meget tyder dog på, at de vestindiske drabsmænd gjorde sig sådanne retslige overvejelser før deres forbrydelser. Måske var drabene snarere udtryk for, at Dansk Vestindien var et meget raceopdelt samfund, hvor drabsmændene, såvel som ofrene, qua deres udsatte sociale position, næsten altid var sorte. Kun yderst sjældent var der hvide ofre for sorte gerningsmænd. Slavetidens opdelte samfund levede tilsyneladende i det
skjulte videre helt frem til salget af kolonierne i 1917.


Særudstillingen, ”De fordømte – forbrydelse og straf på De Vestindiske Øer” åbnes af Rigspolitichefen den 17. maj 2017.