facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

"Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne."

10.600 politifolk – men kun 6.000 til klassisk politiarbejde

Der bliver færre og færre politifolk til patrulje, mens antallet af politifolk i rigspolitiet vokser.
Der mangler en forventningsafstemning i forhold til, hvad politiet kan, og hvordan politiet arbejder. Mens borgere og politikere klager over manglende synlighed og politifolk, som ikke har tid, så er politiet blevet forandret markant i de senere år. Dels fordi verden har forandret sig, og stiller nye krav. Reelt er der kun 6.000 – eller færre – af landets politifolk til rådighed til de klassiske kerneopgaver. Det er omkring 2.500 færre end i 2011, og 1.000 færre end i 2013. Det forklarer måske, hvorfor kredsene har meget svært ved at stable selvbærende beredskaber på benene.
- De godt 6.000 er den gruppe, der trækkes folk fra, hver gang nye indsatser og initiativer lanceres, forklarer foreningsformand.
  20/4-2017

Antallet af polititjenestemænd har i de seneste år ligget nogenlunde stabilt mellem 10.400 og 10.600.

Spørgsmålet er så, hvor interessant det tal reelt er?

Eller hvor meget det siger om politiets arbejde og muligheder?

Af Rigspolitiets seneste personaleoversigt, pr. 1. marts 2017, fremgår det, at der er 10.635 polititjenestemænd, fordelt på 10.493 årsværk.

Det vil sige, at der er 10.493 fuldtidsstillinger til polititjenestemænd.

En fuldtidsstilling er cirka 1.600 timer om året. Det betyder cirka 16,7 millioner politiarbejdstimer samlet om året.

Så vidt så godt.

Men hvad betyder det tal egentlig?

Kan en borger eller folkevalgt bruge det som målestok for, om der er nok politifolk til, at politiet kommer?

Måske. Betyder det, at der er 10.493 gange 1.600 timer, som er klar til at rykke ud, når borgerne kalder?

Nej. Langtfra.

I følge Jørgen Olsen, foreningsformand for Rigspolitiforeningen, og medlem af Politiforbundets Forhandlingsudvalg, så betyder udviklingen faktisk, at stadig færre er klar til at rykke ud.

- Tallet i sig selv siger ikke noget. For vi ved ikke, om det er politifolk, som bruges til det, der traditionelt er politiets kerneopgaver, eller om de bruges andre steder. Noget tyder på, at antallet af politifolk, som arbejder med kerneopgaver, er faldende. Det er nok også derfor, vi så ofte hører borgere undre sig over, at de ikke ser politiet, eller at politiet ikke kommer, når de har haft indbrud eller andet, siger Jørgen Olsen.

 

Flere ansatte, men færre politifolk

Foreningsformanden har hjulpet DANSK POLITI med at skaffe oplysninger fra forskellige personaletal og lønoversigter, som – måske – kan give et fingerpeg om, hvordan polititjenestemænd i dag bruges. Herunder hvordan politiets samlede budgetter fordeles ud på faggrupper.

Eksempelvis er andelen af polititjenestemænd løbende faldet i forhold til det samlede personaleantal – fra 76 procent i 2011 til små 71 procent i 2017.

Det skyldes blandt andet en stigning i ansættelse af andre faggrupper, herunder specialkonsulenter, konsulenter, magistre, økonomer og jurister. De udgør stadig større faggrupper. Præcist hvor mange er dog ikke til at gennemskue, men mere om det senere.


 

 

 

Der er stadig færre politifolk til patrulje og efterforskning. Officielle personaletal, og lønoversigter viser en klar tendens. Men det skraber bare overfladen. Antallet af politifolk til kerneopgaverne i kredsene kan sagtens være faldet til langt under 6.000, hvis der virkelig regnes efter.

 

 

Minus minus

Der er altså i skrivende stund 10.635 politifolk eller 10.493 fuldtidsstillinger til polititjenestemænd i rigsfælleskabet.

Hvad dækker det over i forhold til arbejdsområder og kerneopgaver?

Går man tallet efter med et viskelæder i forhold til udadvendt tjeneste og kerneopgaver i selve Danmark, kan man fratrække 920 politielever. De indgår i det samlede tal, men ikke i løsningen af kerneopgaver. Dertil kommer cirka 250 polititjenestemænd, som arbejder i Grønland og Færøerne.

Fra tallet kan også trækkes omkring 900 politiledere, som ikke nødvendigvis er udfarende eller rykker ud, når der ringes. Dermed ikke sagt, at de ikke er varme hænder eller ikke er helt uundværlige i sammenhængen, blot at de ikke tænder sirenen, patruljerer, optager anmeldelser eller efterforsker.

Ydermere er der Rigspolitiet, herunder også PET, som tæller i omegnen af 1.500 polititjenestemænd. Dog er 350 ledere, og dermed allerede talt med i de 900.

Så i alt 1.150 ekstra som kan trækkes fra.

De kommer heller ikke, når der kaldes, eller ved tyveri, overfald med videre.

Det efterlader et rundt tal på godt 7.000 polititjenestemænd, som borgerne og politiet reelt kan trække på til kerneopgaver ude i landets kredse. De politifolk, som kan komme, og som kan efterforske, når der kaldes eller begås kriminalitet.

En del af de 7.000 kan dog have orlov, være ramt af sygdom, være tilknyttet særlige afdelinger, på videreuddannelse eller andet videre. Det er ikke medregnet. Antallet er af den grund en del lavere.

 

6.000 til rådighed

Det stopper dog ikke her.

Siden 2015/2016 er der fragået 1.200 årsværk til grænsekontrol og bevogtning.

Det vil sige et antal fuldtidsstillinger, som også skal trækkes fra de godt 7.000.

Dertil kommer et stigende forbrug af polititimer til arrangementer eller begivenheder. Eksempelvis Folkemødet på Bornholm.

Med et venligt, rundt slag på tasken efterlader det Danmark med små 6.000 fuldtidsstillinger til at lave klassisk politiarbejde 24-7-365 i hele landet. Herunder indgå i treholdsskift og varetage efterforskning, transport med mere.

Det er den pulje, der skæres yderligere i, hver gang politikere lancerer særlige indsatser eller særlige måltal omkring færdsel eller andet.

Og lokale specialister er ikke trukket fra. Altså politifolk ude i kredsene, som beskæftiger sig specifikt med områder som cybercrime, økonomisk kriminalitet eller andre specialområder. Antallet kan sagtens være pænt under 5.000, hvis der virkelig regnes efter.

Det er måske ikke så mærkeligt, at politikredsene p.t. har mere end svært ved at løse opgaven med at etablere selvbærende beredskaber. Der er ikke mange politifolk at tage af.

- Jeg plejer lidt kynisk at sige, at hver gang en politiker åbner munden omkring kontroversielle emner, som efterfølgende kræver beskyttelse, så koster det 13 politifolk fra udadvendt tjeneste, og andre gode idéer kan kun honoreres med yderligere begrænsninger i beredskabet, siger Jørgen Olsen.

Han fortsætter:

- For ikke nok med, at de bliver færre, de får også flere og mere krævende opgaver. Og det er altså den pulje af politifolk, man normalt forbinder med tryghed og politiarbejde, fortsætter han.

 

Tillid uden synlighed?

Derfor er det samlede antal på 10.639 polititjenestemænd måske ikke så sigende – i forhold til tryghed og følelsen af politi-dækning. De siger noget om opgavemængden og kravene til politiet.

Det er derimod tallet 6.000, borgerne mærker og forholder sig til, når de har brug for hjælp. De øvrige leverer andre, mindre synlige, dele af indsatsen, som kræver specialisering, er målrettet PET, er ledelse med videre.

Det er fra de 6.000 politifolk, at det proaktive arbejde primært hentes, som ved synlighed og nærvær skaber tillid i dagligdagen, står bag indsatsen mod eksempelvis mindre narkokriminalitet, som uofficielt ikke længere prioriteres i flere kredse.

En sådan bortprioritering vil i øvrigt ikke fremgå af nogen statistikker. Højst som et fald og positive tendenser. Det skal opdages og efterforskes for at blive set.


 

 

Historier som ovenstående fra DR den 30. marts er typiske og hyppige, og vidner om et klart misforhold mellem forventninger til politiet, og den måde politiets timer reelt bruges på. Politikere og borgere taler om et politi, der bruges lokalt og rykker ud, når der kaldes. Hele styreformen, specialiseringen og udviklingen i forhold til opgaver, har dog trukket politiet længere og længere væk fra disse opgaver. Det er endda ofte politisk bestemt, eksempelvis med store afgivelser til PET, og store indsatser omkring bevogtning, grænse og mod særlige kriminalitetsformer.


 

Mærkelig forargelse

Bortprioriteringer og mindre synlighed mærkes til gengæld i forhold til tryghed og tillid hos borgerne. De færdes nemlig stadig i områder, hvor der sælges narko eller føles utryghed.

Politiarbejde, kravene til politiet og driften er bare en anden i dag, og det afspejler sig i måden at prioritere på.

- Politiet arbejder med tal – analytisk og økonomisk. Det er tal og økonomi, som dikterer indsatser, prioriteringer og også styringen. Det er ikke nødvendigvis gået op for hverken borgere eller politikere, at det er sådan, eller hvorfor de ikke ser deres politi, når de nu kan læse, at der uddannes flere. Men politiet arbejder anderledes, siger Jørgen Olsen.

Han henviser til, at borgere og politikere stadig bliver forargede og overraskede, når det kommer frem, at politiet i nogle tilfælde sætter økonomiske begrænsninger for iværksættelse af efterforskning, at der henlægges sager, eller at handelsstandsforeninger selv må hyre massevis af vagter og bakse med tyveknægte, at der dannes borgerværn, eller at et indbrud, begået fredag aften, måske først besvares med en patrulje mandag morgen.

-Ingen af delene skaber tryghed eller tillid. Men det er en styreform og udvikling, som har fjernet den gruppe af politifolk, som skal levere den vare, og det er en udvikling af politiet, som altid handler om minimumsberedskab, så alle ekstraordinære situationer betyder, at politiet ikke kan komme til en række opgaver, hvor borgerne forventer at se dem. Det hele er indrettet efter, at politifolk ikke må ”brænde lys af”. Derfor er Danmark efter klokken 16.00 ikke særligt godt dækket ind, hvis der sker det mindste ekstra-ordinære. Lidt groft kan man sige, at systemet netop er indrettet sådan af folk, som aldrig har haft skifteholdstjeneste og selv har 8-16 arbejdsdage, fortæller foreningsformanden.

 

 

Ny tider, nye opgaver, helt forandret fokus. Specialisering og fokus på terror og bander, har kostet polititimer i forhold til løsningen lokalt, herunder kendskab og dialog med borgere og kilder. Politiet er naturligt kommet længere væk fra befolkningen, det forebyggende arbejde nedprioriteres, adgangen til politiet gøres sværere, og narkoindsats på gadeplan findes stort set ikke.


 

Behov for minimumsnormativ?

Jørgen Olsen vil ikke tage stilling til, om det er rigtigt eller forkert. Udviklingen og forbruget af polititimer er målrettet andre områder, eksempelvis bandekriminalitet, terror, koncepter for voldsomme indsatser og med en række analytiske tilgange.

- Det ikke mærkeligt, at folk bliver skuffede, eller at politikerne bliver optændt af handlekraft, når de ikke føler, politiet er til stede. Men så skal de måske forholde sig til tallet 6.000. Eller sætte en nedre normativgrænse for, hvor meget det antal må falde. For noget tyder på, at det faktisk har været i frit fald siden 2011, siger han.

Med andre ord, der tales alt for meget om ressourcer, men ikke hvordan de udmøntes – eller prisen for politiske initiativer.

Heller ikke om at det selvfølgelig vil koste polititjenestemænd, inden for et fast budget, når driften og udviklingen også betyder, at der kommer nye faggrupper som akademikere.

Det er ikke helt tilfældigt, at antallet af polititjenestemænd er faldet med omkring 600 siden 2011. For et budget er nu engang et budget. Det var netop fra 2011, at Rigspolitiet fik lov til at omgøre politistillinger til drift og løn til andre faggrupper.

Det koster i forhold til den direkte borgerkontakt, adgang til politiet og i form af synlighed.

Set økonomisk og teknologisk opvejes det af muligheden for at anmelde via apps og internet. Men muligheden for direkte kontakt med en polititjenestemand bliver stadig sjældnere.

 

1.000 færre på fire år

Men tilbage til udviklingen i forhold til kernepolitifolk i kredsene.

Ser vi eksempelvis på 2013, så var der i marts måned 10.730 polititjenestemænd fordelt på 10.567 årsværk.

Heraf var 720 elever på Politiskolen.

Cirka 1.200 var ansat i PET/Rigspolitiet, cirka 250 i Grønland og Færøerne, og omkring 900 politiledere i gruppen fra politikommissær og op til chefpolitiinspektør.

Til gengæld var der ikke meget grænsekontrol eller bevogtning i samme omfang.

Et slag på tasken og runde tal betyder, at der for blot fire år siden var henved 1.000 politifolk flere at trække på, når der blev kaldt på politiet.

Det er faktisk en temmelig stor procentdel.


 

 

Indbrudstyvene tackles på en anden måde i dag, og politiet har ikke altid tid til at komme ud til rystede borgere. I 2011 forsvandt politiets faste normativ. Dengang var der 11.100 politifolk. Siden har arbejdsgiveren kunnet omgøre politistillinger til drift og løn af andre faggrupper. Det er blevet gjort i stort omfang. Der er pt. 10.600 politifolk, hvilket gør Danmark til et af de vesteuropæiske lande med færrest polititimer pr. indbygger.


 

 

Drastisk fald siden 2011

Går man yderligere et par år tilbage, bliver det ekstra interessant.  

Med udgangen af 2010 bortfaldt det faste, politisk bestemte politinormativ. Det betød, at sidste gang politiet havde et bestemt minimums-antal for polititjenestemænd var den 1. januar 2011. Den dag lød antallet på 11.100 politifolk. Det faldt dog til under 10.700 med udgangen af første kvartal.

Renser man samme tal for politi-elever, ledergruppen fra politikommissær og op, Grønland og Færøerne, Rigspolitiet/PET, så lander antallet på omkring 8.500 politifolk til rådighed i den form, man med en floskel kalder varme hænder.

På seks år er der altså i nabolaget af 30 procent færre politifolk, som kommer, når der kaldes ude i landets politikredse.

Selvfølgelig med en lang række forbehold. Men overordnet set er det udviklingen. Det er runde og anslåede tal. De holder ikke hele vejen. Men de er også en klar tendens. Der er et ryk af politifolk væk fra kredsene og mod Rigspolitiet.

 

 

Politiuddannelsen blev i 2016 skåret ned til 2 år og bachelor-delen blev droppet. Det skyldtes et politisk ønske om hurtigt at uddanne flere politifolk, efter at det stod klart i 2015/2016, at politiet faktisk ikke kunne klare bevogtning og grænsekontrol uden, at det kostede voldsomt på alle andre indsatser. Der er derfor rekordmange elever på Politiskolen. Alligevel oprettede politikerne en politikadetuddannelse i 2017, fordi det ekstra optag på skolen ikke er nok.

 

 

Beredskabsproblemer

Politifolkene mangler så i kredsene, når beredskabet skal sættes sammen.

Og netop (gen)indførslen af selvbærende beredskaber har vist sig meget svær, da man sidst forsøgte at gøre op med flere års sponsordækning. Altså et beredskab, der kun hang sammen ved at indkalde folk fra andre afdelinger til at sponsere, for at sikre biler på gaden. Med det resultat, at eksempelvis efterforskninger blev udskudt eller henlagt. Samt at de folk, som kørte patrulje, ikke havde nyere erfaring med eller uddannelse i netop den arbejdsform.

Kredsene er dog i en situation, hvor det er meget svært at finde politifolk nok til selvbærende beredskaber. Altså beredskaber, som kan klare de opgaver, det kræver at have patruljedækning døgnet rundt, og håndtere henvendelser fra borgerne. De er andre steder i politiet.

Det er netop omkring beredskabet og synligheden, at det egentlige problem i forhold til borgere og politikere er opstået.  

Der mangler en forventningsafstemning, når det handler om deres ønsker og forventninger i forhold til, hvad politiet af i dag kan gabe over – med de resterende 6.000 politifolk. De bliver næppe tryggere af at høre om responstider, når de eneste politifolk, de ser, drøner forbi med tændte sirener.

Måske er det også konsekvensen af ikke længere at have nogen form for fast normativ eller minimumsnormativ.

Der er markant færre timer og hænder til at rykke ud på alle tidspunkter af døgnet. Det kan ikke skjules for borgerne. Det vil selvfølgelig kunne mærkes under en eller anden form.

Men det er aldrig kommunikeret ud.

Det er også klart, at prioriteringer kommer til at fylde stadig mere.

 

Nye opgavetyper, globalisering og digitalisering stiller større krav til politiet. Alene IT-delen trækker stadig større veksler på polititimer. Samtidig er antallet af akademikere og konsulenter skudt i vejret inden for få år, da der arbejdes analytisk og projektorienteret, og med økonomi som udgangspunkt. Det skal alt sammen betales inden for rammen for politi og anklagemyndighed der er ca. 8 milliarder kroner om året til drift, løn og udvikling.

 

 

Magistre og konsulenter

Som tidligere nævnt er den faglige sammensætning i politiet under forandring og mere spredt ud over flere faglige tilgange. Antallet af politifolk er faldet samtidig med, at antallet af medarbejdere i politiet er vokset markant. Fra 14.196 i marts 2013 til 15.078 i marts 2017.

Altså næsten 900 flere.

Her taler vi hele Rigspolitiet inklusiv anklagemyndighed. En stigning som er særligt markant i forhold til personalegrupper, som de såkaldte ”særligt aflønnede”, hvilket betyder chefkonsulenter, specialkonsulenter, konsulenter og sektionsledere, samt gruppen af jurister, økonomer og magistre. I 2013 var der 62 særligt aflønnede, i 2017 lyder antallet på 207. Jurister og økonomer er vokset fra 579 i 2013 til 865 i 2017, og magistre fra 88 til 176.

Det skal blot opfattes som en konstatering af, at lønningerne spredes ud over flere grupper.

Forandringen finder sted både centralt i Rigspolitiet og ude i kredsene, som også opruster med nye faggrupper.

 

Mørketal

Ovenstående antal af faggrupper er dog hentet fra lønoversigten, og derfor behæftet med mørketal. Fordi det ikke fremgår af samme oversigt, hvis en afdeling eller gruppe har mindre end tre ansatte. Hvilket naturligvis ikke passer. De er bare ikke nok i hver afdeling til at tælle med. Så tallet vil være en del højere.

Men selv med mørketal er der dog en sideløbende udvikling af ansættelser.

En anden opgørelse er at se på en procentvis udvikling. I 2011 udgjorde polititjenestemændene 76 procent, når det handlede om årsværk i selve politiet. I 2017 er det tilsvarende tal på 71 procent.

Dog med indledningen på artiklen in mente, så siger dette tal i selv ikke noget om antallet af politifolk, som reelt arbejder med borgerkontakt eller kerneopgaver.