facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

- Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne

Politiet får travlt, når grinderne kommer – og Sea Shepherd slår til

I alt 14 politifolk er tilknyttet RHIB-båden, som færøsk politi indkøbte sidste år. Her er det vagtchef Heri Andreassen, der styrer båden.
Tema om Færøerne: Traditionsdrab, hvæssede knive, hvaler, følelser i kog og aktivister i udefrakommende både er en farlig cocktail på Færøerne. Politiet var på stikkerne og høstede befolkningens ros og respekt, da det sidste år kunne være gået helt galt, men ikke gjorde det.
  24/6-2016

 

Sidste sommer meldte dyreværnsorganisationen Sea Shepherd Global sin ankomst til Færøerne med den største styrke til søs hidtil. Det fik færøsk politi til at investere i en såkaldt RHIB-båd. Det lykkedes at dæmme op for konflikten mellem Sea Shepherd på den ene side og færingerne på den anden, der – traditionen tro – strømmer til for at slagte grindehvaler, når de kommer tæt på land.

- Hvis vi som politi ikke havde grebet ind over for Sea Shepherd, ville vi have mistet troværdighed i det færøske samfund. Via vores nyindkøbte RHIB-båd, og et godt samarbejde med Arktisk Kommando og Rigspolitiets politiområde, havde vi mulighed for det og fik anholdt og dømt en del folk fra Sea Shepherd. Så jeg vil godt kalde politiaktionen for en succes.

Sådan fortæller chefpolitiinspektør i færøsk politi, Niels Erik Nymark, om den dramatiske sommer for et år siden, hvor Sea Shepherd – Havets Vogtere – gjorde alt, hvad de kunne, for at forhindre færingerne i at slagte grind.   En tradition, der ser voldsom ud, med havet farvet rødt af grindernes blod og færingerne bevæbnet med store knive, men som efter sigende har været praktiseret siden vikingetiden.

Grind kan fanges året rundt, men det er typisk i sommermånederne, at grindehvalerne kommer tæt på kysten. Når det sker, skal politiet altid adviseres. Det skete også sidste sommer, og så ved man godt hos ordensmagten, at der er dømt travlhed.

Der er nemlig potentiale til, at det kan gå helt galt. Grindedrabene får sindene i kog hos dyreaktivisterne, som forsøger – ulovligt – at afskærme hvalerne fra de færøske knive. Og færingerne bliver rasende på de udefrakommende aktivister.

- Vores ansatte står heldigvis sammen og møder ind, selvom de har fri eller er på ferie, når grindefangsterne går i gang. Jeg har været i dansk politi i 30 år, og jeg har aldrig oplevet en så stor loyalitet over for arbejdspladsen som den, de færøske politifolk udviser.  Det er imponerende, siger den danske chefpolitiinspektør.

Historisk dom

Inden Sea Shepherds ankom til Færøerne sidste sommer havde politiet forsøgt at dæmme op for gemytterne. Dels ved at minde færingerne om, at dyreværnsorganisationen har ytringsfrihed og dels ved at invitere Sea Shepherd til politistationen i Tórshavn for at forklare dem om færøske forhold og kultur. Alligevel kom det til sammenstød, da grindefangsterne stod på. Men det lykkedes at løse konflikterne, uden nogen kom til skade – til stor tilfredshed for politiet.

Også senioranklager Linda Margrethe Hesselberg kan se tilbage på nogle særdeles hektiske døgn med et smil på læberne. Det lykkedes at få beslaglagt et af Sea Shepherds skibe i Skotland, hvilket i sig selv var et vildt kapløb mod tiden mellem jurister, nationer og retsinstanser. Og ikke mindst lykkedes det Færøerne, som det første land i Europa, at få idømt en bøde til Sea Shepherd som organisation for at bryde færøsk grindelov. En dom, der faldt i Færøernes Ret og senere blev stadfæstet af Østre Landsret.