facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

"Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne."

Politihistorie - Conevski-sagen

Et dobbeltmord, voldtægter og en stærkt farvet avis-kampagne er alt sammen ingredienser i den spektakulære historie om Canevski fra 1984, der her rulles op af Frederik Strand.
  15/4-2016

”27 og 30 …dut!” lød Frøken Klokkens umiskendelige stemme. Der gik yderligere otte sekunder… Klokken 04.27.38 indløb opkaldet på alarmcentralen. En mand, der befandt sig på Telemarksgade 17 på Amager, ringede ind.

Han virkede i første omgang temmelig forvirret, men det lykkedes ham at komme frem til pointen: En ”fremmedarbejder” havde såret ham og dræbt to af hans kammerater ude på Femøren ved Amager Strand. Politimanden, der modtog opkaldet, bad manden gå ud på gaden og tage imod – så ville de ”kigge ud”. Kort efter kunne man høre sirenerne.

Klokken var blevet 04.30. Det var den 20. maj 1984. Dobbeltmordet på Femøren var en realitet – og 1980’ernes mest omdiskuterede kriminalsag tog sin begyndelse.

Forbrydelsen
I løbet af gangske kort tid ankom der både mandskab fra ordenspolitiet, kriminalpolitiet og hundeafdelingen til stedet. Her fandt de to unge mænd liggende livløse på jorden.
Den ene var allerede død, mens den anden lå hårdt såret i en pøl af blod. Han blev med det samme kørt på det nærliggende sygehus, hvor han kort efter døde.

Området blev herefter afspærret og plomberet, og man gennemsøgte gerningsstedet med hunde, i hvilken forbindelse man fandt en kniv, der var kastet ind i buskadset. Indlysende nok var politiet meget usikre på, hvad der egentlig var foregået på stedet! Man skyndte sig derfor at få den unge mand – der havde telefoneret omkring begivenheden – ind til afhøring.
Han kunne berette følgende: Han og to kammerater havde valgt at overnatte på Amager Strand ved det område, der kaldes Femøren – ikke langt fra Kastrup Havn. De havde grillet og hygget sig, hvorpå de omkring klokken 01.30 besluttede at gå til ro i deres soveposer.

Pludselig var en mand imidlertid trådt ud af mørket. Han var begyndt at kredse rundt om dem, mens han fløjtede på en særegen, uhyggelig facon, som prøvede han at kalde en hund til sig. Han stillede sig nu hen ved siden af den ene af de unge mænd og trak en meget specielt udseende revolver med et hvidt skæfte frem. Herefter beordrede han dem til at udlevere deres pistol.

De unge mænd benægtede at være i besiddelse af en sådan, hvilket ophidsede manden. Han krævede derfor, at de skulle rejse sig og tømme deres soveposer. Herved dukkede en af drengenes lommeknive op. Den tog manden nu og gik hen og skar dækket op på den cykel, en af de unge mænd havde medbragt.

Herpå beordrede han dem til at lægge sig på maven. I cirka ti minutter gik han derefter rundt og undersøgte området. De tre unge mænd talte internt om, at revolveren ”ikke var ægte” – og på et tidspunkt spurgte en af dem, om han havde tilladelse til at behandle dem sådan.

De unges spørgsmål gjorde manden rasende. Efter at have rodet med revolveren og udstedt trusler gik han derfor hen bag en af de unge mænd, løftede ham op i håret – og skød ham i hovedet. Rædselsslagen lykkedes det derpå den unge mand, der havde anmeldt forbrydelsen, at flygte, mens gerningsmanden skød efter ham. Cirka ti minutter efter vendte han tilbage til gerningsstedet, hvor han fandt sine venner i en blodpøl. Derpå løb han sin vej og ringede til politiet.

Forbryderen indkredses
Efter afhøringen havde politiet en fornemmelse af, hvad der var foregået, men det var endnu uklart, hvem der var trådt ud af mørket og havde likvideret de unge mænd.

De første mange dage kom efterforskerne ikke frem til en opklaring af dette spørgsmål. Den 7. juni blev der derfor udlovet en dusør på 60.000 kroner til den, der kom med oplysninger, som kunne løse sagen.

Tre uger senere udsendte Københavns Politi en beskrivelse af den COLT-revolver, man mente, havde været brugt til drabene. Kort efter, den 29. juni, henvendte en kvindelig tandlæge sig til politiet. Hun kunne oplyse, at hun kendte en anden tandlæge, der var meget interesseret i våben. Pågældende havde på et tidspunkt haft en COLT-revolver med et specielt hvidt skæfte.

Næsten samtidig henvendte tandlægen sig selv til politiet og oplyste, at der i oktober 1983 havde været indbrud på hans bopæl, hvor en ukendt gerningsmand havde stjålet en revolver med et hvidt skæfte fra ham.

Ved yderligere afhøring af tandlægen fandt man frem til, at en jugoslavisk statsborger med dansk opholdstilladelse havde henvendt sig til tandlægen få dage før, revolveren blev stjålet – han ønskede at købe revolveren, som tandlægen havde sat til salg i avisen. Den jugoslaviske mands navn var Naum Conevski. Knap en måned senere blev Conevski anholdt i Kastrup Lufthavn, da han ankom med fly fra Jugoslavien.


Herefter rullede sagen. På Conevskis bopæl fandt man en kvittering for leje af en garage. Conevski nægtede ethvert kendskab til denne garage. En mand ved navn H. Rasmussen havde dog underskrevet kvitteringen, og ham efterlyste politiet nu i radioen.

Efterfølgende modtog politiet henvendelser, der ledte dem til en garage i Sydhavnen – og her fandt de revolveren samt andre genstande, der var stjålet fra tandlægen. Til disse beviser kom flere vidner, der hævdede, at de havde set Conevski tæt på gerningsstedet på drabstidspunktet – og det på trods af, at Conevski påstod, at han aldrig havde været på Amager Strand!

Hertil kom, at man fandt Conevskis fingeraftryk på den fundne kniv. Meget pegede altså på, at Naum Conevski var manden bag de bestialske drab. Conevski benægtede dog alt. Politiets mistanke bundede i ondsindet racistisk forfølgelse, fremturede han. Conevski var imidlertid langt fra ukendt i politiets system.

Tværtimod. Få måneder tidligere var han nemlig blevet frikendt i en af 1980ernes mest omtalte voldtægtssager. Sagen fandt sted i Snekkersten den 20. januar 1981. Her anmeldte en 42-årig kvinde, at hun var blevet voldtaget på sin bopæl af den taxachauffør, der havde kørt hende hjem. Få timer senere anholdtes Conevski – han var nemlig taxachaufføren.

I de efterfølgende måneder benægtede Conevski alt. Han rasede over den danske racisme og hævdede, at kvinden selv havde inviteret ham indenfor og indvilliget i at være sammen med ham. Conevskis sag blev da også taget op i både Lands- og Højesteret, men der skete kun det, at hans straf blev forhøjet.

Voldtægt og racisme
Godt halvandet år senere skete der imidlertid noget. To journalister fra Ekstra Bladet mødtes tilfældigt med en repræsentant fra Kriminalforsorgen på et seminar, som fortalte, at hun havde mødt en arrestant, der hævdede at være uskyldig i en voldtægt – og hun troede på hans uskyld, for han virkede så desperat og ulykkelig.

Hun opfordrede Ekstra Bladets journalister til at mødes med manden, for måske lå der andre motiver bag hans dom – for eksempel racisme. Som sagt så gjort – journalisterne mødtes med manden, der var Naom Conevski. Herefter fik han overbevist journalisterne om, at han var uskyldig – hvortil kom, at de sikkert også fornemmede, at denne sag kunne vinkles særdeles godt. Igennem utallige artikler og ledere fokuserede Ekstra Bladet i den kommende tid på den daværende tidsånds fokusområder; nemlig den skjulte racisme og militante feminister.

Under overskrifter som ”Bare en fremmedarbejder” og ”Militante kvinder ødelægger en masse”, rullede man sagen op og prøvede at finde svagheder i den voldtagne kvindes forklaringer. I forskellige artikler fremdrog man blandt andet vidner, der hævdede, at kvinden blev meget indladende, når hun havde drukket spiritus – hvilket hun i øvrigt benægtede.
Hertil kom, at avisen, gang på gang fremdrog Conevskis udsagn om, at han havde kørt med en kunde, da kvinden angav at voldtægten fandt sted. For Ekstra Bladet var det helt afgørende at kunne underbygge dette udsagn, idet man så kunne dokumentere at voldtægten ikke havde fundet sted efter midnat, men omkring klokken 23.00, hvor de ankom til bopælen og kvinden angiveligt skulle havde inviteret Conevski indenfor.

Det lykkedes imidlertid aldrig at lokalisere kunden – på trods af, at Ekstra Bladet annoncerede efter ham i store kampagner. Avisen forsøgte endvidere at så tvivl om kvindens tilregnelighed, idet man fandt ud af, at hun tog angstdæmpende medicin.

Frikendt
Delvis foranlediget af disse kampagner – og fordi Conevski havde fået en ny, dygtig advokat, nemlig Søren Søltoft Madsen – lykkedes det at få sagen for den Særlige Klageret, og, overraskende nok, frikendte Klageretten, den 10. februar 1984, Conevski.

Sagen kunne herefter ikke appelleres. Conevski fik i øvrigt tilkendt en erstatning for den tid han uberettiget havde siddet fængslet. Med moralsk løftet pegefinger kunne Ekstra Bladet selvretfærdigt skrive: ”Sagens hele forløb lugter af, at en ærkedansk kvindes ord er mere værd end en fremmedarbejders. Dog ikke i Klageretten (…) Vi gør det ikke for at slå os for brystet (…) vi gør det for retssamfundet, som det undertiden er op til en avis at repræsentere”.

Få måneder senere rullede sagen om dobbeltmordet på Femøren imidlertid – og Conevskis tid i Danmark blev nu endevendt. I den forbindelse stod det snart klart, at man ikke blot stod over for en morder – men også en serieforbryder. Ved at køre Conevskis fingeraftryk igennem fingeraftryksregistret kunne han således knyttes til en voldtægt i juni 1979. Her var en ung kvinde blevet voldtaget på sin bopæl på Nørrebro. Hun var efter en fest kørt hjem i taxa. Umiddelbart efter, pigen kom hjem, klædte hun sig af og gik i seng. Pludselig ringede det på hendes dør. Udenfor stod den taxachauffør, der havde kørt hende hjem. Han sagde, at hun havde glemt sin pung. Herefter greb han hende om halsen, slæbte hende ind i soveværelset og voldtog hende. På gerningsstedet havde Conevski sat både hånd- og fingeraftryk. Hertil kom, at han havde stjålet en bordlighter – denne blev fundet i hans families lejlighed i Jugoslavien. Samme fremgangsmåde benyttede han under to røverier i maj 1979 og i januar 1981. I begge tilfælde slog han kvinderne ned og stjal forskellige genstande fra deres lejligheder. Genstandene blev fundet i familielejligheden i Jugoslavien.

Livsvarigt fængsel
Den 26. juni 1985 blev Conevski idømt livsvarigt fængsel for sine forbrydelser. Han benægter fortsat at have været impliceret i nogen form for kriminalitet – og det er derfor aldrig blevet opklaret, hvorfor han slog de unge mænd ihjel på Femøren. Af mentalerklæringen fremgår det, at han ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Kvinden, der blev voldtaget på sin bopæl i Snekkersten, forsøgte efterfølgende at få sin sag taget op ved den Særlige Klageret, hvilket blev afvist. Kvinden begik efterfølgende selvmord. I dag stiller Conevski-sagen fortsat spørgsmålstegn ved, hvor partisk kriminal journalistikken må være – og om retsinstanserne kan blive forudindtaget i deres indstilling til nogle sager igennem denne journalistik. To væsentlige spørgsmål, der fortsat blafrer i vinden!