facebook twitter
Blog
Forside.jpg

Den største udfordring?

Psykisk syge sluger mellem 20 og 40 procent af politiets tid i England. Det viser forskning. Årsagen er nedskæringer i den øvrige offentlige sektor.

Læs artikel

Prisen for at skyde er stor

- Det føles uretfærdigt. Man er klar til at ofre sit liv for arbejdet og andres sikkerhed. Man er klar til at udøve den yderste magt, men når man gør det, så er man bare en brik og uønsket. Det fylder meget i tankerne, også omkring hvorvidt det er prisen værd, siger Martin, som måtte vente 22 måneder på at blive frikendt af Rigsadvokat og Statsadvokat
Martin skød og dræbte en gerningsmand i januar 2014. Det tog over 20 måneder, før politiassistenten blev frikendt af statsadvokat og rigsadvokat. Mere end 20 måneder, hvor han frygtede alt fra fængsel til fallit og fyring. Han havde lavet godt politiarbejde i en ekstrem situation. Alligevel blev han behandlet som pestsyg af ledelsen, mistænkeliggjort af medier og DUP’en og havde følelsen af at stå alene, og at han ødelagde sin familie. - Kollegerne ved måske godt, at man kan komme i en lignende situation. Men de forstår ikke, hvor meget det slider, eller omkostningerne. Ikke mindst fra en arbejdsplads, hvor man hurtigt bliver en brik i et spil og presset, fortæller han.
  14/12-2015

Martin har gennemspillet den indre filmrulle tusindvis af gange.  Det er minutterne omkring klokken 02.00 lørdag den 17. januar 2014, den morgen, hvor den 35-årige politiassistent affyrede sin tjenestepistol og ramte en mand lige over knæet.

Manden, der havde angrebet en dørmand med en kniv, afgik ved døden to døgn senere.

Inden da havde Martin og en kollega ydet førstehjælp og holdt manden i live.

Men forgæves.

Det er politiarbejde i sin yderste konsekvens.

Hver gang Martin gennemspiller alle hændelser fra den morgen, synes han også, at det er godt politiarbejde.

- Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg handlede korrekt, siger han.

Men godt og korrekt politiarbejde har alligevel en pris.

Efter episoden følger flere måneder, hvor Martin er ved at gå op i limningen.

Han sover ikke.

Han frygter for konsekvenserne.

Han er bange for, at noget skal ske med familien.

Når han møder på arbejde, vil ingen fra ledelsen hilse eller se ham i øjnene.

Han føler sig som paria.

Han er lige blevet far, men familielivet hænger efterhånden i laser.

Han er bange for at blive fyret, dømt, komme i fængsel, gå fallit.

Bange for, at der pludselig skal stå nogen uden for døren for at tage hævn og skade hans familie.

Det hele kører rundt i hovedet, samtidig med at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) kører på med sine undersøgelser.

- Jeg er på intet tidspunkt i tvivl om, at jeg har handlet korrekt, alligevel er jeg bange. Bange for, at jeg skal bruges til at statuere et eksempel, så politifolk bliver dømt. Det er hårdt, forklarer han.

 

Næsten 22 måneders venten

Når Martin har valgt at kontakte DANSK POLITI med sin historie, er det for at dele erfaringer med de kolleger, som nok godt ved, at de en dag kan komme i den situation, at de skal skyde og måske dræbe et andet menneske, men alligevel ikke helt kan forestille sig, hvor opslidende perioden bagefter er.

Især hvor voldsomt efterspillet slider på de nærmeste.

Først næsten 22 måneder efter skudepisoden er sagen færdigbehandlet og Martin frifundet.

Det er lang tid at vente og føle sig usikker.

Lang tid at gå i sin egen lille boble af frygt for fremtiden.

- Jeg tror, alle politifolk tænker, at det her kan ske. Jeg kan blive nødt til at skyde. Men jeg tror ikke, at vi er helt klar over, hvor svær tiden bagefter kan føles. Og hvor ensom. Bare sådan en ting som medierne. Det at man ser noget gengivet på en anden måde, end det skete, eller ser sig selv mistænkeliggjort og kan følge, hvordan pressen  jagter en historie om magtmisbrug, fortæller han.

- Det slider, og det slider især på familien, fortsætter han.

 

Hård tid

DANSK POLITI møder Martin, hans kone og den snart toårige søn hjemme i parcelhuset. Martin er af den smilende og storsnakkende type. Høj og med skuldre og arme, der ser ud til snildt at kunne klare en svømmetur over strømfyldt farvand. Ellers er det sønnen, som stjæler billedet. Han er i en alder, hvor alt skal flyttes væk fra nysgerrige fingre, og han stavrer langs bordkanten i opmærksomheds-pendulfart mellem sine forældre.

Efter næsten to år og en total frifindelse er der faldet ro på familielivet igen.

- Det kan jeg kun takke min kone for. Hun har været så forstående og fundet sig i så meget, for jeg har været ulidelig at være sammen med, fortæller Martin.

Hans kone arbejder også i politiet.

Hun nikker.

Det har været hårdt, uventet hårdt, fordi man også begynder at frygte systemet. Frygte DUP’en, selvom man ved, alt er i orden. Man føler sig ikke længere som personer eller familie, men som brikker i et spil og fanget i juridiske tovtrækkerier, som det er svært at se sig selv i.

Hun stod med en lille nyfødt søn, kort efter skudepisoden. Deres første barn, som hurtigt udviklede kolik, samtidig med at hendes mand søgte ind i sin egen verden af bekymringer og intet kunne overskue. Næsten som at stå alene med to små krævende børn.

Skød mod benet

Natten mellem den 16. og 17. januar 2014 kørte Martin patrulje, sammen med kollegaen Jens, et stykke uden for Slagelse. Cirka 10 minutter i to om morgen bliver de to hundeførere kaldt til Slagelse, hvor en fuld mand opfører sig truende over for dørmændene på en beværtning. Der er åbenbart ingen lokale patruljer til stede, og begge regnede derfor med, at roen ville have lagt sig, inden de når frem et lille kvarter senere.

Det havde den ikke. Tværtimod så de ved ankomsten en mand trække en 30 centimeter lang kniv og angribe en dørmand. Dørmanden undveg tre hug, og de to politifolk trådte ud af bilen og anråbte manden med kniven. Han stod nu helt tæt på dem, og trods trukne pistoler, råb om at han skulle smide kniven og varselsskud, fægtede han stadig med våbnet.

Det fik Martin til at afgive et skud mod benet. Martin skød fra cirka fire meters afstand. Kollegaen Jens var blot to meter fra knivmanden. Skuddet ramte manden lige over knæet, han faldt om og modtog hurtigt førstehjælp fra såvel de to politifolk som en nytilkommen patrulje, inden en ambulance ankom til stedet og tog over.

Manden afgik ved døden lidt over to døgn senere på grund af blodtab og organsvigt.

 

På stationen

Hvordan har man det bagefter sådan en omgang?

- Ikke godt. Jeg var noget i chok, da jeg kom tilbage til stationen. Jeg fik at vide, at jeg skulle blive og vente på, at efterforskere fra DUP’en ville komme om morgenen og afhøre os. Men jeg var også lettet. Lettet over, at gerningsmanden ikke var død, lettet over at have klaret en skarp situation med godt politiarbejde. Og vi havde ydet førstehjælp og holdt manden i live. Jeg tænkte selvfølgelig også meget på min kone, der var højgravid og skulle føde om et par uger, fortæller Martin.

Først op ad formiddagen ankom efterforskere fra DUP’en.

- Jeg var træt, træt og havde kaos i hovedet. Jeg havde forsøgt at hvile mig inden, men kunne ikke. Og så skulle jeg pludselig til at sidde og svare på en masse spørgsmål. Han blev ved med at spørge til den vej, vi havde kørt gennem Slagelse. Og jeg kunne ikke huske præcist, hvad alle veje og pladser hed. Jeg blev irriteret. Det var ikke nogen rar oplevelse, husker Martin.

 

Som en pest-syg

Dagene efter husker Martin bedst som en tåge, hvor han ikke kunne sove, og hvor det hele kørte rundt i hovedet. Han insisterede på at passe sit arbejde. Kollegerne gjorde deres for at støtte. Han har stor ros til politiforeningen og formand Kaj Rasmussen for deres opbakning og hjælp, men oplevelsen, af at komme ind på stationen og føle sig behandlet som en ”pest-syg” af ledelsen, satte alligevel dybe spor.

- Jeg havde opfyldt min handlepligt, jeg havde lavet godt politiarbejde, og så er man pludselig skyet som pesten. Alle sænkede blikket eller kiggede væk, husker han.

Usikkerheden meldte sig. Kunne han blive dømt? Kunne han komme i fængsel? Hvordan ville DUP’en agere? Hvad med huset og familien?

Det kom dog som et chok, da han fik at vide, at gerningsmanden var afgået ved døden. Det skete via en kollega, og ikke ledelsen.

- Det havde jeg det meget, meget svært med. Det betød utroligt meget, at han havde overlevet, og at vi havde ydet førstehjælp. Nu var han død, og man havde intet gjort for at orientere mig, siger han.

Samtidig begyndte han at frygte for sin familie. Til stede under skyderiet havde været flere unge fra den såkaldte Nordby-gruppe, unge af anden etnisk herkomst end dansk, som havde opført sig aggressivt, og som hæftede sig ved, at den nedskudte gerningsmand også var af anden etnisk herkomst end dansk.

Ville de hævne sig? Ville de true ham og hans familie?

Han begyndte at holde øje med alt og blive nervøs. Fremmede biler på vendepladsen uden for deres hus, eller folk som gik tur i området.

- Jeg ville ikke sige noget til min familie, men jeg var helt oppe at køre og opførte mig så mærkeligt, at det selvfølgelig skræmte min kone, siger han.

 

Uretfærdig medieomtale

Det hjalp ikke, at medierne interesserer sig voldsomt for skudsagen, og at vinklingen satte spørgsmålstegn ved skuddene og Martins ageren.

- Jeg var nødt til at læse og se alt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg måtte bare vide, hvad der blev sagt og skrevet. Det bliver hele tiden sagt, at jeg har skudt ham i lysken, hvilket er forkert.  Heldigvis kunne jeg ryste på hovedet, fordi jeg vidste, hvad der reelt var sket. Men min familie tog det meget hårdt. De syntes virkelig, at det var ubehageligt og uretfærdigt. De følte sig krænkede. Jeg tror ikke, at medierne ved, hvor meget de skader andre, når de så hurtigt viderebringer rygter og vælger deres ord på en særlig måde. I medierne er man aldrig uskyldig, indtil andet er bevist, husker han.

Det var også gennem medierne, at Martin erfarede, at han ikke blev suspenderet. Noget han havde frygtet, og en tanke som kværnede rundt i hovedet. Men ingen fra ledelsen havde orienteret ham om situationen.

Martin forsøgte sideløbende at passe sit arbejde, men det var svært. Han blev far, men kunne ikke rigtigt være til stede, var irritabel og gik for sig selv. Der var ingen fra ledelsen, der tog hans frygt for familien alvorligt. Heller ikke da et medlem fra Nordby-gruppen indgav en klage mod ham ved en anden lejlighed, og sagen straks blev ekspederet videre til DUP’en.

- De vidste, hvordan jeg så ud. Nu fik de også mit navn, for det skal stå på klagesagen. Så var jeg identificeret.  Klagen gik på, at jeg havde skubbet en af personerne, og han havde forstuvet anklen. Den var falsk og blev afvist. Men det skete der ikke noget ved. Det er så ubehageligt, at DUP’en kan misbruges på den måde til at genere politifolk, og bliver det. Og hvad sker der med de folk, som indgiver falske klager? Ikke en skid, siger han. 

 

Bare en brik

Det tog næsten halvandet år før sagen mod Martin endelig blev afsluttet. Først af DUP’en og siden af Statsadvokaten og Rigsadvokaten. De to sidstnævnte fandt, at Martin havde handlet korrekt og i overensstemmelse med reglerne.

Tiden derhen var dog ikke sjov.

Følelsen af at være paria og et let bytte for offentlige stemninger fyldte meget. Dertil kom usikkerheden om fremtiden, og om hvorvidt han ville blive fyret og eventuelt straffet.

- Det føles uretfærdigt. Man er klar til at ofre sit liv for arbejdet og andres sikkerhed. Man er klar til at udøve den yderste magt, men når man gør det, så er man bare en brik og uønsket. Det fylder meget i tankerne, også omkring hvorvidt det er prisen værd, fortæller han.

Det juridiske tovtrækkeri sled også. Eksempelvis opstod der tvivl om, hvorvidt han og kollegaen måtte benytte samme advokat.  Og hele tiden havde Martin følelsen af at være alene og usikker.

- De nærmeste kolleger og politiforeningen har betydet en masse og hjulpet mig med at holde humøret oppe. Det samme har min familie. Og det gør da ondt at tænke på, hvordan jeg har behandlet dem, og hvor lidt jeg har været til stede. Det kunne have kostet mig min familie, siger Martin. 

 

Se virkeligheden i øjnene

Hvordan går det så Martin i dag? Han er helt og aldeles frikendt. Det tog næsten 22 måneder.

- Jeg var nødt til at sygemelde mig i starten af november. Jeg troede, at jeg med afgørelsen ville være klar og helt videre. Men at møde ind på arbejde og blive sat under pres, slog mig ud. Som situationen er nu i politiet, og med det store pres alle er under, bliver der heller ikke taget hensyn til, at de ansatte er mennesker, som har ekstreme oplevelser med i bagagen. Der bliver fortsat omlagt vagter og inddraget fridage, jagtet mål, siger han.

Presset blev for meget. For første gang i sit politiliv får Martin en tjenestelig påtale for ikke at levere. Han fik angstanfald og vilde svedture. En overlæge fra psykiatrien har diagnosticeret mild PTSD og sagt, at han kommer til at kunne klare de samme ting som før, men at det tager tid.

Derfor har han også nogle råd til kolleger, som kommer i samme ekstreme situation.

- Husk på, at man står helt alene. Der er heldigvis kolleger, Politiforbundet og politiforeningen, som bakker op. Det er rart. Men følelsen af at være alene er der alligevel, og den er stor. Det slider så hårdt på dig selv og dine nærmeste. Din familie. Det er her, der virkelig skal investeres tid. Og husk det er meget tid. Man kommer ikke bare ud på den anden side sådan lige. Der er så mange tanker. Så meget der føles urimeligt. Det er så svært at kapere, at man synes, man har ofret sig med liv og lemmer for arbejdspladsen, og samtidig møder man ingen tak, siger han.

- Hvis man står i en sådan situation, ligegyldigt hvor rigtigt, man mener at have gjort det, er det en overvejelse værd, om man vitterligt er ”egnet til afhøring”. Det er en overvejelse værd at vurdere med sin advokat, om en kortfattet udtalelse i første omgang er tilstrækkelig, og vente til man er helt klar til afhøring. Ligesom man skal overveje, om man bør kræve at blive sigtet. Det er en svær tanke for politifolk, men så er man underlagt de formelle regler og tidsfrister. Jeg oplevede eksempelvis at få ”duppet” hænder, inden jeg fik sigtedes rettigheder, siger han.

Derfor er der også et hip til arbejdspladsen.

- Det er mit kæmpe ønske, at arbejdspladsen lærer at se virkeligheden i øjnene. De er gode til projekter og til at følge projekter til dørs. Eller følge op på måltal. Men når det handler om en forståelse af, at vi politifolk, der udfører arbejdet, faktisk er mennesker, som kommer ud for ekstreme situationer, så er det noget andet. Linen er kort. Og der lægges pres på. I Forsvaret er man blevet klogere. Jeg kunne godt tænke mig, at politiets ledelse blev det samme, siger han.